Bog

Natten er lige begyndt

Af (
2009
)

Anmeldelse

Natten er lige begyndt af Morten Hesseldahl

Højaktuel international politisk thriller med flosset forretningsmoral, skrupelløs storkapital, colombianske narkokarteller og fanatisk idealisme i eksplosiv cocktail

Forfatteren zigzagger mellem fire hovedpersoner, der umiddelbart ikke har meget til fælles: musikeren Tony; storentreprenøren Gustav Behrendt; hans ingeniør i marken, Niels; samt storinvestoren Steen Bolvig (læs Stein Bagger).

Men sammenhængen viser sig snart. Niels kidnappes i Colombia af frihedskæmper/terror-organisationen FARC. Hurtigt fremgår det, at den blåøjede, idealistiske Niels selv er involveret i kidnapningsplanerne som medlem af den venstreorienterede danske undergrundsgruppe WORLD (læs Blekingegadebanden), som samarbejder med FARC om udbetalingen af en klækkelig løsesum. Tony færdes i yderkanten af gruppen som kæreste til gruppemedlemmet Charlotte. Niels' chef Behrendt sættes nu i et voldsomt dilemma, da Niels er en vigtig brik i igangsættelsen af et stort anlægsprojekt, som Behrendts stærkt oppumpede firma, Damhuus Future, er desperat afhængig af gennemførelsen af. Storinvestoren og psykopaten Bolvig har medfinansieret anlægsbyggeriet med colombianske narkopenge, så da byggeplanerne nu går i stå, styrer Damhuus Future direkte mod konkurs, gangsterne presser Bolvig for at få deres penge tilbage, og midt i det hele forsvinder Charlotte…

Som thrillerforfatter har Hesseldahl en ukarakteristisk lavmælt skrivestil, men det til trods – eller måske netop derfor – har læseren en uafvendelig bombetikkende fornemmelse af en ”disaster waiting to happen,” og man læser uvilkårligt videre.

Forfatterens baggrund som filosofistuderende og som Informations chefredaktør skinner tydeligt igennem. Det er intentionen at få læseren til at overveje politiske og moralske spørgsmål. Er FARCs frihedskamp retfærdig? Kan vold/terror i det hele taget legitimeres? Som medieperson behandler han ”stoffet” vidende, nuanceret og dybdeborende. Det er oplagt at sammenligne med Sjöwall/Wahlöö, Leif Davidsen og Mankell.

Det er fint nok, at der på ægte thriller-vis er ”bad guys” og ”good guys.” Hovedpersonerne fremstår faktisk rimeligt nuancerede. Beskrivelsen er blot ret maskulin. Der er tale om handlingens mænd. De når aldrig helt ned i maven til følelserne. Det savner jeg lidt. Til gengæld sympatiserer man uvilkårligt med forfatterens vise, velafbalancerede talerør, udenrigsminister Lars Ole Ravn, en genganger fra 'Drager over Kabul', der vandt Dansk Kriminalakademis pris for bedste spændingsroman.

Pris eller ej, er 'Natten er lige begyndt' flot vitaminrig underholdning.

 

Originally published by Karen Kærgård, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Faustnummer
27723918
Graphic
Harvey Macaulay/Imperiet
ISBN
9788770532617
Antal sider
356

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer