Bog

Natten er deres

Af (
2018
)

Anmeldelse

Natten er deres af Kirsten Brun

Stilfærdig, men spændende provinskrimi, hvor en flygtning og en medarbejder i et asylcenter bliver myrdet.

Katrine, der er leder af det lokale integrationskontor i den nordjyske by Sønderby, finder en aften en død kvinde på stranden. Da det viser sig, at kvinder er blevet myrdet, at hun er fra Syrien, og at hun har boet på det nærliggende asylcenter, begynder der straks at gå rygter om, hvorvidt der er tale om en hadforbrydelse. Politiet har ikke meget at gå efter, men da en af medarbejderne på asylcentret, der har haft et tæt forhold til den døde kvinde, også bliver myrdet, kommer der for alvor skred i efterforskningen. For der må jo være en sammenhæng.

Bogen følger Katrine og de øvrige beboere i den lille nordjyske by, hvor alle kender alle, og alle tror, at de ved alt om alle. Sønderby er en typisk provinsby med sit helt eget hierarki, men til forskel fra de fleste provinsbyer bor landets justitsminister i byen. Katrines mand Jens rejser det meste af tiden verden rundt og er kun sjældent hjemme, så hun støtter sig meget til naboen Jakob, der elsker krimier og gerne leger privatdetektiv. Heldigvis for bogen, går der ikke helt ”Agatha Christie” i opklaringen.

Katrine har mange bekymringer. Ikke bare er det hende, der har fundet begge de myrdede, men samme dag som hun finder den døde kvinde, falder hun også over et notat fra sin chef, der indikerer, at integrationskontoret skal lukkes, og at hun måske står uden arbejde. Jens synes ikke det er det store problem, de har penge nok, og hun kan måske blive turistguide eller åbne en butik?

Selv om der sker to mord, er det en forholdsvis ublodig krimi, hvor handlingen langt hen ad vejen er meget realistisk. Langsomt, men sikkert opbygges der en spænding, så man bare må læse videre. Kirsten Brun har i mange år arbejdet med flygtninge, så hun ved, hvad hun taler om, både på det faktuelle plan og beskrivelserne af lokalbefolkningens divergerende holdninger til de fremmede. Bogen handler også om forfængelighed, og hvad nogen mennesker er i stand til at gøre, når de vil forhindre, at grimme hemmeligheder fra fortiden kommer for en dag.

Der er efterhånden mange krimiforfattere, der skriver med afsæt i deres job: Læger, politimænd, journalister, og nu også en forfatter, der ved noget om flygtninge og integration. Det giver bogen en god troværdighed, så selv om der er småting, der skurer undervejs, synes jeg alligevel, det er blevet en vellykket roman. Kirsten Brun debuterede i 2006 med romanen ’Udsendt’. ’Natten er deres’ er hendes debut som krimiforfatter. Slutningen og hele iscenesættelsen af lillebyen og dens indbyggere peger på, at der kunne komme flere bøger med Katrine.

Bogdetaljer

Forlag
Byens
Faustnummer
53992986
ISBN
9788793628335
Antal sider
387

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer