Bog

Når retsind fører ordet

Af (
1999
)

Anmeldelse

Jørgen Kreutzmann: Når retsind fører ordet

Den sidste bog om en dansk sønderjyde ved østfronten i Første Verdenskrig er ikke udgivet endnu.

Jo flere der kommer af slagsen, jo sværere bliver det at vride en ny historie ud, som ikke er fortalt før.

"Når retsind fører ordet" hedder en dokumentarroman skrevet af den tidligere Radio Syd-journalist Jørgen Kreutzmann, der i dag bor i Sydfrankrig.

Hovedparten af de seneste års udgivelser har været kommenterede udgaver af sønderjyske krigsdeltageres dagbøger eller breve fra østfronten.

Jørgen Kreutzmann har skrevet en dokumentarroman baseret på sønderjyden Mathias Myginds udførlige dagbog og flittige korrespondance.

Mathias Mygind stammede fra Øster Lindet nord for Vojens og blev ved Første Verdenskrigs udbrud tvunget til tysk tjeneste. I november 1914 måtte han sige farvel til landbruget i Nordslesvig - med de omkostninger det havde - og rejse til Divwaten i Østprøjsen.

Mindre end et år senere, den 10. september 1915, faldt han i kamp mod russerne et stykke inde på russisk territorium.

Hvad tænkte de sønderjyske mænd, der kæmpede for danskheden? Hvordan oplevede mændene det, da de blev tvunget til at gå i krig på tysk side? Hvordan oplevede de livet i skyttegravene?

Sådan spørger udgiveren, Odense Universitetsforlag, på bogens omslag.

Svarene findes alle i bogen - ligesom i en stabel andre bøger om dette emne. På det generelle plan er der intet nyt i indholdet - det er der til gengæld i formen.

Med sin journalistiske gendigtning gør Jørgen Kreutzmann stoffet lettilgængeligt med de indførende tekster placeret mellem de daterede breve.

"Når retsind fører ordet" foregår i det første år af Første Verdenskrig og handler derfor også om nationalisme.

I den forstand er bogen aktuel i Europa. Men spørgsmålet er, om den formår at komme ud over en læserskare, der omfatter mennesker med speciel interesse for grænselandets historie.

Næppe. Og derfor er ambitionen om de store linjer til nutidens Europa nok en stor mundfuld.

Og for dem, der kan sønderjysk historie, som skolebørn skulle kunne salmervers i skolen i gamle dage, er der ikke synderlig meget at hente.

 

Jørgen Kreutzmann: Når retsind fører ordet, 274 sider (Odense Universitetsforlag).

 

 

Bogdetaljer

Secondary title
Odense University studies in history and social sciences ; vol. 223
Forlag
Odense Universitetsforlag
Faustnummer
22671359
ISBN
9788778384454
Antal sider
274

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer