Bog

Når engle spiller Mozart

Af (
2003
)

Anmeldelse

Når engle spiller Mozart af Lisbeth Nebelong

22 sep.03

Foregår på Færøerne og handler om en moden kvinde, der ser fortidens spøgelser/fortrængninger i øjnene og revurderer de fra- og tilvalg, der blev gjort engang.

Det er set før, men her er det i en lidt anderledes iscenesættelse. Hovedpersonen hedder Lisa Bjørn Nielsen, hun er 44, smuk, har styr på ’ekspertfacaden’, er lektor i statsforfatningsret, indehaver af et stort advokatfirma sammen med sin mand (det er deres ’barn’), og ved historiens start er hun på vej til Thorshavn for at holde foredrag på en konference.

Hun er samtidig på vej tilbage i tiden. Hendes far var udnævnt som det officielle Danmarks repræsentant på øerne, da Lisa begyndte i 3 g. Romanen er bygget op med skiftende fokus. Vi får skiftevis ’filmklip’ fra sommeren 74 og vinteren 2000, hvor den aktuelle handling foregår.

Færøerne er midt i suverænitetsdebatten, og vi får oven i handlen en overvældende masse viden om Færøernes indre politiske klima. Det kan lige i starten virke en smule malplaceret, men på vej ind i bogen fik det en anden funktion for mig. Jeg oplevede ’statsforfatningseksperten Lisa’, jeg oplevede modne Lisa på vej tilbage i minderne, og jeg oplevede 17-årige Lisa, forelsket i den musiske og smukke Kåre med de farlige sorte øjne.

Al den snak om jura og politik giver en ganske glimrende ’prøve’ på Lisas tænkemåde, på modsætningen i hendes væsen. Hun har check på reglerne i ’det professionelle rum’, konkluderer hun selv.

Men da hun ved et arrangement aftenen før konferencen pludselig står ansigt til ansigt med sin ungdoms og måske sit livs store kærlighed, Kåre, melder en blanding af følelser sig. Er det vrede? Hvad bilder han sig ind, medbringe underdanig kone og to forkælede unger? Er det fortrydelse? Var det alligevel ham, det skulle ha’ været?

Da hun senere også møder lærertyperne fra gymnasiet og kan se objektivt på dem, er hun kommet nogle skridt videre. Skildringen af gymnasiepigens problemer i '74 er krystalklar og fin; billedet af modne Lisa med hendes overvejelser om at omprioritere rammer næsten for godt. Måske krymper man sig lidt, fordi hendes overvejelser næsten lyder, som om det var husets friværdi, der skulle geninvesteres. Det er hele tilværelsens værdisæt, det handler om.

Målgruppen er den bevidste, belæste og velovervejede kvinde midt i livet. Slip ekspertpanseret, lyder det, og giv følelserne plads i kalenderen. En bog for de kvinder, der finder Bridget Jones og hendes lige for pjattede.

elkjaeroghansen, 2003. 296 sider. Kr. 229,-

Bogdetaljer

Forlag
elkjaeroghansen
Faustnummer
24821080
ISBN
9788791192319
Antal sider
296

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer