Bog

Nærmere Elin

Af (
2010
)

Anmeldelse

Nærmere Elin af Martin Krogh Andersen

En forsvunden kvinde og en ulykkelig mand.  En slags litterær roadmovie for forelskede, forsmåede og skinsyge mænd.

Jeg er lidt fristet til at sige: ”Nåhr lille Sander, tør øjnene og tag en kiks”.

For han er lidt anti-helteagtig, hovedpersonen i Martin Krogh Andersens nye roman: Sander Buch, midaldrende, fraskilt bibliotekar med alvorlige kærlighedssorger. Men samtidig er han også meget sød og meget forelsket.

I en periode har han været kæreste med den smukke, gådefulde og sensuelle Elin. Men nu er hun pludselig forsvundet. Uden at sige noget og uden at efterlade noget brev.

Sander skriver til gengæld flere breve til Elin og indtaler mere og mere desperate beskeder på hendes telefonsvarer.

Da Elin har været væk i flere uger, finder Sander hendes lille grønne rejsetaske på sit loft. I tasken er der blandt andet en nøgle, ekstranøglen til Elins lejlighed.

Sander og barndomsvennen Ruben låser sig ind i lejligheden og finder ud af, at Elin heller ikke har været der i mange uger. Og i stedet for Elin finder de, da de leder lidt, dagbøger fra de sidste 25 år, samt et trusselsbrev, hvor der står ”Du skal dø, mær!” og med en tegning af en galge.

 I stedet for at kontakte politiet begiver de to mænd sig nu ud på en biltur, hvor de bor i bilen, læser dagbøger, ryger cigaretter og opsøger de mænd, de finder navne og adresser på i Elins adressebog.

Turen bringer dem til en clairvoyant, der tager 800 kr. for at fortælle dem, at han ikke vil fortælle dem, hvor Elin er. Og til Fanø, hvor de både bryder ind i et sommerhus og tager en mand til fange.

Martin Krogh Andersen har skrevet en god og ret underholdende (undskyld Sander!) historie om mænd og jagten på den store kærlighed. En slags litterær roadmovie for forelskede, forsmåede og skinsyge mænd.

Som kvinde er det interessant og faktisk ret morsomt at læse om. Også selvom jeg jo nok må indrømme, at så dragende som Elin bliver fremstillet, er det ærlig talt lidt svært at forestille sig, hvorfor hun overhovedet faldt for Sander til at begynde med. Men, men, nu er det jo også forelskede mænd, der tegner portrættet af Elin.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28435533
Graphic
Andreas Krogh Andersen
ISBN
9788702093926
Antal sider
203

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer