Bog

Mørkt stof

Af (
2004
)

Anmeldelse

Mørkt stof af Philip Kerr

08 jun.04

Historisk krimi – med meget mere. Sir Isaac Newton som "den store detektiv" i mysteriet om, hvem der prøver at sabotere møntombytningen i England i 1696. Her er både mord og svindlerier, skønne damer og kvikke detektiver.

Forfatteren Philip Kerr har denne gang begået en krimi fra London 1696. Den store Isaac Newton er bestyrer af Den Kongelige Mønt, hvilket skulle have været en både nem og indbringende beskæftigelse. Desværre får han jobbet lige på den tid, hvor Englands økonomi er i krise, bl.a. på grund af en krig, og derfor kommer Newton til at stå for en upopulær pengeombytning.

I kølvandet af denne sker der mord på mord, og det viser sig, at der er adskillige svindlere, der prøver at tjene på krisen.

Newton er med sin store begavelse hele tiden på sporet af komplottets medlemmer, og han får hjælp af sin – lidt modvillige – assistent Ellis, der som en tidlig Watson deltager i det hele og beundrer den store tænkers deduktioner.

Med denne roman får vi spænding og gys og masser af guidede ture i tidens London. Vi lærer, hvordan Tower er indrettet, og får indblik i konflikterne på Tower mellem militæret og Den Kongelige Mønts folk. Vi besøger et fængsel og et bordel; møder boghandlere og alkymisvindlere og er med på rejser i hestevogn under opklaringen af forbrydelserne.

Her er både smæk for skillingen i de spektakulære mord og lærde overvejelser om tingenes sammenhæng. Her er en kærlighedshistorie og et spændende forhold mellem de to meget forskellige hovedpersoner.

Jeg blev både underholdt og "oplyst" på en god måde, og min bedre halvdel, der normalt foretrækker skandinaviske, moderne krimier med masser af mord, var umulig at vriste bogen fra! Den kan anbefales til alle krimilæsere og alle historieinteresserede, og det er da ganske godt klaret af én roman.

Philip Kerr har skiftet stil endnu engang, med stor succes.

Bogdetaljer

Secondary title
En spændingsbog fra Modtryk
Forlag
Modtryk
Oversætter
Ole Lindgård Henriksen
Faustnummer
25081439
ISBN
9788773948095
Antal sider
326

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer