Bog

Mørkets egne

Af (
2005
)

Anmeldelse

Mørkets egne af Charlotte Weitze

Ufødte, gennemsigtige børn, mørke, besatte cyklister, et gådefuldt ikon og skæbnesvangre, røde sko er hverdagskost i det sælsomme univers i Charlotte Weitzes fortællinger.

Med "Mørkets egne" byder Charlotte Weitze os endnu engang indenfor i det sælsomme univers, der er helt hendes eget. De ti fortællinger tager umiddelbart afsæt i et let genkendeligt hverdagsmiljø, men under en tynd fernis af normalitet lurer det eventyrlige, det magiske og det fantastiske. For i mørkets egne kan alt ske! 

Noget så banalt som at cykle hjem fra arbejde i tusmørket bliver for Weitzes hånd forvandlet til en skæbnesvanger og farefuld handling. På en almindelig familieudflugt til stranden konfronteres en mor på mystisk vis med et hemmeligt valg, hun tidligere har truffet. Og det forfængelige ønske om et par røde sko viser sig at blive fatalt i fortællingen "De røde sko", der er en direkte hilsen til selve eventyrets mester, H. C. Andersen.

I "Mørkets egne" udforsker hun sindets mørkeste krinkelkroge, og i alle fortællinger spiller hemmeligheder en afgørende rolle. 

Er man, som jeg, allerede fan af Charlotte Weitze, bliver man bestemt ikke skuffet. Fortællingerne er præcis så sære, som man kan forvente, og dertil utroligt velskrevne. Hun har en helt speciel måde at skrive på, der er med til at gøre netop hendes bøger til noget helt unikt i det litterære landskab. 

Charlotte Weitze er uddannet cand. mag. i folkloristik og debuterede i 1996 med fortællingerne "Skifting", som blev belønnet med BogForums Debutantpris og meget fine anmeldelser. Efter "Skifting" kom fortællingerne "Bjergtaget" (1999) og romanerne "Fandekke" (2001) og "Brevbæreren" (2003). Som titlerne på hendes bøger antyder, trækker hun da også fuldstændig ubesværet (og uhæmmet) på den store skat af fortællestof, der ligger gemt i folkloristikken og eventyret. 

Mine personlige favoritter er "Skifting" og "Bjergtaget", men alle hendes bøger kan varmt anbefales. For nye læsere kan "Brevbæreren" være et godt sted at starte.

Samleren, 2005. 130 sider. Kr 199,-

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
25891244
ISBN
9788763801478
Antal sider
130

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer