Bog

Mørke rum

Af (
2018
)

Anmeldelse

Mørke rum

08 okt.18

Det er råt for usødet i denne barske ungdomsroman om overgreb, ofre og gerningsmænd. Gennem forskellige synsvinkler giver bogen virkelighed og stemme til et tabubelagt emne.

Sophia er nystartet i sygeplejepraktik på Klinikken for seksuelle overgreb. Her kommer hun helt tæt på ofrene for overgreb og voldtægt og får indsigt i den ubærlige og kritiske situation ofret står midt i. Det går op for Sophia, i hvor høj grad samfundet er parate til at give kvinden skylden for overgrebet. Men er kvinderne virkelig selv ude om det? Gennem forskellige synsvinkler giver bogen stemme til de ofre, som befinder i mørkerummet; udsat for overgreb, men ude af stand til at sige det højt eller bede om hjælp.

’Mørke rum’ udfylder en plads i litteraturen, hvor der er få bøger om et meget svært emne. Uanset hvor svært det er at læse de grusomme historier i romanen, gør det den bare endnu vigtigere at læse. Det er ekstremt vigtigt, at der bliver sat ord på kvinders vilkår i verden, og at fordomme om kvinders egen skyld i overgreb bliver punkteret. Hvor svært er det egentligt at forstå, at et ’nej’ ikke er et ’ja’?

Kristina Aamand har med sin professionelle baggrund som sygeplejerske, socialrådgiver og beskæftigelse på Center for voldtægt på Rigshospitalet en reel og faktuel viden på området. Som forfatter tegner hun stærke portrætter af kvinder som mænd og lægger ikke fingrene imellem, når det gælder skildringen af kvindernes krakelerende sindstilstand eller den barske virkelighed, som de befinder sig i, uanset om det er i Danmark, Indien eller et helt andet sted i verden.

Bogens fortællinger er barske mavepustere, men jeg ville for alt i verden ikke have undværet at læse dem. Det er hårdt at læse om, men jeg synes, at det er en uendelig lille pris at betale for at lytte til ofrenes stemme.

Bogdetaljer

Forlag
CarlsenPuls
Faustnummer
54551053
ISBN
9788711690956
Antal sider
231

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer