Bog

Mørk

Af (
1995
)

Anmeldelse

Mørk af Benn Q. Holm

København i 1990´erne.


Adam Mørk er i midten af 30´erne og arbejder som journalist på Billed-Journalen, der er et kulørt sladderblad, som samler snavs og løgnehistorier om kendte mennesker og udgiver dette snavs i bladform, gerne krydret med pinlige eller misvisende billeder, der kan ødelægge ægteskaber eller venskaber.

Adam Mørks nærmeste kollega er fotografen Nick, som nok er den eneste, som vores anti-helt kan kalde en form for ven. Adam bor sammen med kæresten Karina, der er kunstner, men deres forhold kører ikke ligefrem på skinner. Adam går for meget ud og er for umoden, så Karina ønsker ham tit hen hvor peberet gror.

Adam Mørk opsnapper ved en middag belastende information om entreprenøren Mogens Hartmann, og Mørk søger at grave i historien for at finde snavs på Hartmann, der kan udgives i sladderspalterne.

Det lykkes ikke helt for Mørk, måske fordi han begynder at date Hartmanns datter Helena (som han nok ikke for alvor er interesseret i), men også fordi Mørk generelt har tendens til at havne i situationer, der ikke er helt sunde for hans mentale helbred.  Affæren med Helena påbegyndes dog først da Karina endeligt sparker Adam Mørk på porten og han ender med at leje sig ind på et lille hummer af et værelse i Hellerup, hvor en gammel, fin dame udlejer værelser til studerende og andet godtfolk, der enten ikke har mange penge eller som bare sidder i lort til halsen.

Man kan kalde “Mørk” for en roman om den moderne mand; en fortælling om en mand, der på overfladen kan se velfungerende ud, men som dybest set ikke har fod på sig selv, hverken arbejdsmæssigt eller privat, men som alligevel formår at holde snuden oven vandet.

Benn Q. Holm har med “Mørk” skrevet en spændende roman, hvor personerne er klart og overbevisende skildret; der er fine beskrivelser af hvordan det er at bo i København og der er gennem hele bogen anvendt et varieret og mundret sprog.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at have læst en roman, hvor siderne næsten vendte sig selv; jeg følte mig godt underholdt og synes at “Mørk” var en rigtig god bog – måske nok en af Benn Q. Holms bedste bøger til dato.

Jeg lander på en vurdering over middel for "Mørk" - og en varm anbefaling. Læsere, der ikke har stiftet bekendtskab med Benn Q. Holm før kan med fordel starte med at læse “Mørk”.

Bogdetaljer

Forlag
Per Kofod
Faustnummer
21046310
ISBN
9788790136277
Antal sider
244

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer