Morder-Anders og hans venner (samt en uven eller to)

Hvad har en falleret præst, en bitter receptionist og en fordrukken voldsmand til fælles? Ikke meget skulle man mene – udover nogle fælles uvenner måske. Og evnen til at underholde læseren.

En vaneforbryder, en fallereret kvindelig præst med ordet i sin magt og en underbetalt receptionist slår pjalterne sammen og skaber en lukrativ men lyssky forretning. Det går strygende, så længe det gør det, men pludselig går voldsmanden Morder-Anders hen og bliver hellig, hvilket jo er synd og skam for den gode forretning, som især præsten og receptionisten tjener fedt på.

Noget må gøres, men hvad stiller man op med en omvendt forbryder, der nægter at lemlæste, men bare vil forkynde det kristne budskab, bælle Jesu Kristi blod (læs: moldovisk rødvin) og dele (ALT for) rundhåndet ud af de midler, som præsten og receptionisten havde håbet på at kunne stikke i egne lommer? Godt spørgsmål – men som man efterhånden har vænnet sig til i Jonassons forfatterskab, er de snarrådige mere snarrådige end gennemsnittet og de enfoldige tilsvarende mere enfoldige.

Jonasson høstede i 2010 store roser for sin debutroman ’Den hundredårige som kravlede ud ad vinduet og forsvandt’, og tre år senere fulgte han op med ’Analfabeten der kunne regne’, der ligesom ’Den hundredårige…’ ikke lader noget tilbage at ønske på action-siden. Der er fart på begivenhederne, og hvis det trækker op til seriøse problemer – hvilket det gør tit – reddes vore helte altid på målstregen af enten tilfældets luner eller deres egne talenter.

I så henseende lægger ’Morder-Anders og hans venner’ sig op af deres hundredårige og analfabetiske forgængere – og denne anmelder, som har elsket både den ene og den anden, har fået en ny favorit: Jeg synes, Morder-Anders og co. er et fuldkommen uforligneligt slæng, og hvis man holder af dén form for humor, som Jonasson bedriver, kan man roligt glæde sig til at stifte bekendtskab med persongalleriet, der strækker sig fra denne verdens hellige til de brodne kar i den stockholmske underverden.  

Hvis man (modsat jeg) tilslutter sig det kor, der synger, at Jonasson er sådan liiige pjattet og gakket nok, kan man meget passende gøre sig en overvejelse eller to om virkeligheden: Personligt synes jeg, at det oftere og oftere sker, at jeg hører, ser og/eller læser noget fra virkelighedens verden, hvor jeg pr. instinkt tænker: ”Det´ løgn!” Men det er det ikke – og set i lyset af det, er Jonassons historier såmænd ikke mere syrede end virkeligheden i al almindelighed.

Ydermere har jeg hørt kritiske røster ytre, at Jonasson sjusker med sit talent. Ingenlunde, vil jeg mene. Jonasson forvalter sit talent indenfor den genre, han har valgt, og som han behersker til fulde. Hvis man ikke kan se komikken, handler det nok dybest set om, at vi morer os over forskellige ting. Men dét skal ikke ligge Jonasson til last, for han har sit på det tørre.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.