Bog

Modstandens melankoli

Af (
2015
)

Anmeldelse

Modstandens melankoli af Lászlo Krasznarhorkai

Ungarske Lászlo Krasznarhorkai udkommer for første gang på dansk med en grum men også barok komisk roman om vold, terror, totalitarisme og massernes magt.

Bogen indledes med et fremragende og humoristisk kapitel om den dydige, småborgerlige, og evigt angste, Fru Pflaum. Hun har været på vintervisit hos familien i storbyen og er nu med toget på vej hjem. Hun bemærker pludselig, at en brændevinsstinkende kæltring med begær betragter hendes ikke længere helt unge krop, og hun prøver derfor desperat at skjule sine kvindelige former, især den svulmende barm, for hans hæmningsløst fikserende blik.  Værre og endnu mere underholdende bliver det, da hun tror, at hægterne på hendes brystholder er sprunget op og derfor iler ud på toilettet for at få styr på sine klæder, hvilket kæltringen naturligvis ser som en indbydelse. Langt om længe når hun dog i sikkerhed i sin lejlighed, men hun ser optrinnet som et varsel om, at noget uheldsvangert er på vej til byen. Og det har hun ganske ret i, for samme aften ruller der et mystisk cirkus ind i byen.  På en åben blokvogn medbringer det en kæmpe blåhval, som byens borgere flokkes om at opleve. Mere uhyggelig er dog den ”hypnotisk destruktive fyrste”, som ledsager cirkusset, et misfoster,  der med sine hadtaler opildner til det massehysteri, der kort tid efter får en række afstumpede og fordrukne voldsmænd til at hærge gennem byen med plyndringer, brandstiftelse og mord  til følge.  I dette kaos følger vi  en række karakterer,  fx bytossen Valuska, der vækker mindelser om Idioten hos Dostojevskij, den selvpensionerede musiklektor, Esther, der lever i tilbagetrukkethed , da han har fået nok af verdens dårskab og ikke mindst dennes magtsyge kone, der ikke skyr nogen midler for at nå til tops i byens hierarki.  

Mere end selve handlingen fascinerer dog Krasznarhorkais fortællestil og især det ekstreme sprog og sætningskonstruktionerne. Historien fortælles i tredje person og ofte i en udpræget ironisk kancellistil.  Helt særegne er dog sætningerne, der synes uendelige og er bygget op ved hjælp af utallige indskudte sætninger, som man fx kender det fra Kafka og Bernhard, men Krasznarhorkai  får dog, på den front, disse herrer til at fremstå som de rene amatører.  

Læsningen gjorde mig i starten nærmest euforisk, og flere af sætningerne læste jeg igen og igen med stor fornøjelse. Men da sådanne sætninger ikke er undtagelsen, men reglen,  blev det efterhånden lidt anstrengende, måske også fordi der ikke samtidig sker nogen særlig interessant udvikling i handlingen,  som igen og igen ’bremses’ af lange passager med filosofiske refleksioner over forholdet mellem fx kunst og politik eller ånd og materie. Bogen virker dog heldigvis også ved en sand perlerække af satiriske og barokke sekvenser.

’Modstandens melankoli’ er overordnet set en grum roman om vold, magt, terror, totalitarisme og massernes magt, hvorfor man uværgeligt under læsningen kommer til at tænke på 1900-tallets store ismer, nazismen og kommunismen, og alle de rædselsregimer der fulgte i kølvandet. Men der er utvivlsomt meget mere at hente i  bogen, og bedre læsere end jeg vil helt sikkert kunne aftvinge den langt mere.

Krasznarhorkai (f. 1954) regnes for en af Ungarns vigtigste samtidsforfattere og er blevet tildelt en række litterære priser i Ungarn, Tyskland og USA.  I 2015 blev han endvidere tildelt The Man Booker International Prize, som uddeles for et samlet forfatterskab skrevet på eller oversat til engelsk. 

Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Sisyfos
Oversætter
Peter Eszterhás
Faustnummer
51782038
ISBN
9788799468362
Antal sider
419

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer