Bog

Metusalem

Af (
2010
)

Anmeldelse

Metusalem af Flemming Dyrbye

27 dec.10

Forskning, en epokegørende opdagelse omkring aldring og etik og moral er nogle af elementerne i ny dansk tankevækkende spændingsroman med internationale overtoner.

Stine Jamie bliver udsat for sadistisk sexmishandling og efterfølgende myrdet. Hendes elsker, Christian Bjørnbo er tydeligvis den skyldige, og selvom han bedyrer sin uskyld, idømmes han seksten års fængsel for mordet.

Otte måneder senere lykkes det ham at flygte fra fængslet, og politimanden Michael Niedermeyer får til at opgave at finde den formodede farlige og desperate flygtning.

I takt med at Michael Niedermeyer sætter sig ind i sagen, begynder han dog at fornemme, at ikke hele sandheden kom frem under retssagen, og bl.a. er der noget mystisk omkring Stine Jamies forsvundne PC.

For at bevise sin uskyld er det netop denne PC, som Christian forsøger at finde, og det lykkes ham faktisk at få fat i PC’ens backup-filer. Heraf fremgår det, at Stine havde arbejdet tæt sammen med fire forskere, deriblandt svenskeren Stig Andersson.

Christian kontakter nu Michael og får ham overbevist om det fornuftige i at tage til Sverige og bore yderligere i sagen.

Det viser sig, at Stine Jamies død er en del af et større puslespil, som har noget at gøre med hendes arbejde indenfor fonden The Science Infosystem Foundation, hvis formål var at indsamle forskningsdata indenfor bioteknologi og lægevidenskab, og derfra fører sporet videre til det såkaldte ”Metusalem Projekt”.

’Metusalem’ er Flemming Dyrbyes debutroman, og det slipper han ganske hæderligt fra. Han synes at være godt inde i sit stof, og selvom der undervejs er nogle ret letkøbte løsninger, så hænger det hele fint sammen. Det fungerer perfekt at lade historien skifte fra klassisk krimi til international thriller med handlingen henlagt til Sverige og Italien.

Personskildringerne er dog noget stereotype og klicheprægede og især skildringen af de to hovedpersoner halter noget. Der er ikke grænser for Christian Bjørnbos sympatiske sider og formåen, og Michael Niedermeier optræden gik nok ikke indenfor det normale danske politi.

Kan man abstrahere fra dette får man til gengæld en ganske spændende thriller med stof til eftertanke.

Temaet i bogen fik undertegnede til at tænke på nogle af Ole Cliffords romaner, og det er vel ikke så ringe endda for en debutant at blive sammenlignet med denne internationalt anerkendte forfatter.

Bogdetaljer

Forlag
Siesta
Faustnummer
28554923
Graphic
Koitz Animation
ISBN
9788792539267
Antal sider
523

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfHenrik jensen
man, 27/12/2010 - 22:06

Har netop läst anmeldelsen af Metusalem, som jeg selv läste i dagende op til jul.

Jeg er stort set enig med anmelderen som kommer godt omkring historien. Det er en super spandende krimi, og den holdt mig fanget fra förste til sidste side. Og ja, plottet er både skrämmende og tankeväkkende.

Jeg er dog ikke helt enig med anmelderen i, at hovedpersonerne er sterotype. Faktisk syntes jeg, at begge hovedpersoner er ganske interessante og adskiller sig fra det man oplever i mange krimier i dag. Befriende at politimanden er en helt almindelig fyr uden traumer, alkoholproblemer o.s.v. som bliver fanget imellem ansvarsfölelse og eventyrlyst. Det virker ganske trovärdigt. Jeg oplever også "helten" Christian Bjönbo som andet end blot perfekt. Han har tydeligvis flere dystre sider på trods af hans charmerende ydre, hvilket i mine öjne gör ham meget interessant, og man får lyst til at höre mere om ham. Hvordan vil han f.eks. anvende den viden han får til sidst i historien? Vil han handle ansvarligt - eller for egen vinding?

Men det er jo blot en smagssag og skal nok ses i forhold til, hvad man ellers läser. Som krimi fungerer hovedpersonerne efter min opfattelse fint.

Alt i alt en af de bedste og mest anderledes danske krimier jeg har läst meget länge, og jeg håber, at der kommer en fortsättelse.

Henrik Jensen