Mere endnu

Lavmælte, naturlyriske digte fra det Udkantsdanmark, som Knud Sørensen gennem alle årene har skildret måske bedre end alle andre – dog nu med en ophørstone.

Det var i 1965, at Knud Sørensen plantede ’Den røde kaffekande’ midt på det danske litterære taffel. Plantede en ny lyrisk enkelhed. Plantede Udkantsdanmark. I udkanten er vi også i denne lille digtsamling med fine, enkle digte om naturen og mennesket i bedste danske naturlyriske tradition. Der er flere tematikker at følge i de overvejende ganske korte digte – og følg gerne dem! Men jeg vil her følge en særlig gennemgående tone, en slags forsonligt ophørstema, der løber bogen igennem.

Nogle eksempler:

Digtet "I DAG" slutter:

"Måske

har jeg alderen til

at give min skygge frihed

og lade den vandre ind i landskabet

og bosætte sig

midt i evigheden."

Og næste digt citeret in extenso:

"ENDNU EN SOLMODEN

septemberdag

hænger under den fjerne himmel

måske er det netop i dag

man skal bede tiden deroppe

om at stå stille

og selv gå i ét

med dette åbne landskab

og forene et før

og et efter

i et nu."

Så enkelt og smukt kan det altså siges.

Bogens sidste digt ’MEN ENDNU’ beskæftiger sig med hukommelsens forfald på en afklaret og lidt forsoren måde. Det er navnene, der begynder at blive et problem, ansigter fortælleren ikke kan sætte navne på, navne han ikke kan sætte ansigter på. Digtet og digtsamlingen slutter i et smil:

"men endnu

når jeg ser mig i spejlet

kan jeg dog glad sige:

Ham dér

det er jo mig."

En fin slutning på en fin digtsamling fra en Knud Sørensen man vel kan kalde aldrende – født 1928, en digter med sin egen stemme igennem alle årene, værdsat og belønnet med Det Danske Akademis Store Pris sidste år – og forhåbentlig ikke tavs hermed. Vi vil gerne høre mere derudefra.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.