Bog

Mefisto

Af (
2018
)

Anmeldelse

Mefisto af Klaus Mann

I pagt med Djævelen. Klaus Manns hovedværk fra 1936 er et bidende portræt af Tyskland i årene frem mod 2. verdenskrig.

’Mefisto’ er Klaus Manns satiriske fortælling om den ambitiøse og skrupelløse provinsskuespiller, Hendrik Höfgen, der ofrer alt – inklusiv sit ægteskab, vennerne og sin egen selvrespekt – for at kæmpe sig til tops i den tyske teaterverden under Det Tredje Rige. I sin ungdom flirtede han ganske vist med socialismen, men da nazisterne kommer til magten melder Hendrik sig uden forbehold under nationalsocialismens faner, mens han glad og gerne lukker øjnene for regimets forbrydelser. Hvis man vil gøre karriere – og det vil Hendrik mere end noget andet – må man jo tækkes magthaverne.

Romanens titel er selvfølgelig lånt fra figuren Mefistofeles i Johann Wolfgang Goethes ’Faust’. Det er netop i denne rolle – som djævelen selv – at Hendrik Höfgen brillierer på scenen og gør sig til magthavernes yndling. Som en anden Faust sælger han sin kunstneriske sjæl til nazisterne, og undervejs må gamle venner og allierede vare sig for at bringe kompromitterende oplysninger fra hans fortid frem i lyset: fængslinger og dét, der er værre, venter forude, bl.a. for Hendriks elskerinde, den mørklødede Juliette, som da hun bliver forvist til Paris kommer med den måske mest rammende karakteristik af vores hovedperson:

”Du har aldrig nogensinde taget noget alvorligt”, hævdede hun i sin smertefulde vrede. ”Intet, intet, intet andet i verden end din elendige karriere! Mig har du ikke taget alvorligt, og heller ikke din politik, som du altid har fortalt mig om! Hvis du virkeligt holdt på kommunisterne, ville du så kunne komme så godt ud af det nu med de folk, der lader alle kommunisterne skyde ihjel?”

Det er næsten overflødigt at nævne, at Klaus Mann var søn af Thomas Mann, og æblet falder jo som bekendt ikke langt fra stammen. ’Mefisto’ er en fantastisk velskrevet roman, som fænger fra første side. Portrættet af Hamborg og Berlin i 20’erne og 30’erne er brusende og manisk, og den febrilske teaterverden, som Hendrik færdes i, er fyldt med skarpt tegnede figurer og en dialog, der slår gnister. Midt i det hele står Hendrik Höfgen, som må være én af litteraturhistoriens mest usympatiske hovedpersoner. Og alligevel gør man ham gladeligt følgeskab over romanens cirka 300 sider, fordi han er så ulideligt fascinerende i sin samvittighedsløse opportunisme og så fantastisk underholdende i sin nærmest ubegrænsede, hysteriske selvmedlidenhed.

De historisk interesserede vil vide at den fiktive Hendrik Höfgen er baseret på en virkelig person, Klaus Manns svoger, skuespilleren Gustaf Gründgrens, og at romanen i efterkrigstiden blev censureret af de vesttyske domstole af hensyn til Gründgrens familie. Men Höfgen er langt fra blot at være en karikatur af en virkelig person. Han er Klaus Manns litterære udkrystallisering af den selvforherligende medløberkultur og moralske blindhed, som var en forudsætning for det nazistiske diktatur, og som den unge Klaus befandt sig midt i, indtil han forlod Tyskland i 1933. Derfor er ’Mefisto’ ikke kun fortællingen om én mands selvdestruktive begær efter succes (som undertitlen ’Roman om en karriere’ kunne antyde), men om en nations syndefald. Et sted i bogen lyder forfatterens formaning:

”Ve, dette land er besmudset, og ingen ved, hvornår det igen kan blive rent – ved hvilken bod og ved hvilket vældigt bidrag til menneskehedens lykke vil det kunne rense sig for en så kæmpemæssig skændsel? Med blod og tårer sprøjter skidtet i byernes gader. Hvad der har været smukt er blevet besudlet, hvad der har været sandt, er blevet skreget ned af løgnen.”

Bogdetaljer

Secondary title
Roman om en karriere (Ved Jens Albinus)
Forlag
Rosinante
Oversætter
Poul Dam
Faustnummer
53908535
ISBN
9788763854795
Antal sider
302

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer