Manus Albino

Det vrimler med nye danske forfatterpar, og  denne bog er endnu et bud på en udmærket krimi, en krimi som dog nok mere fortjener betegnelsen en samfundskritisk eller politisk thriller.

I en liebhaverlejlighed i København findes et grusomt tortureret lig, eller rettere to lig. Kroppen har nazilignende tegn skåret ind i fødderne, og hovedet tilhører lejlighedens ejer, den 64-årige Irene Kampmann, som er overlevende fra en tysk kz-lejr.

Den erfarne kriminalkommissær Henning Lorentzen sættes på sagen, og han får virkelig noget at se til. Sporene peger umiddelbart på nynazister, men det giver tilsyneladende ingen mening, og først da DNA fra en cigaret leder frem til sønnen af den myrdedes nevø, Adam Kampmann, begynder der at komme skred i sagen. Adam er elev på Herlufsholm Kostskole, og selvom han hurtigt kan fjernes fra listen over de mistænkte, rettes fokus nu mod andre elever på den berømte kostskole.

Samtidig med politiets bryderier med den makabre mordsag, begynder der at dukke fremmedfjendske annoncer op i dagbladene, på reklamesøjler og på Internettet, alle signeret Manus Albino, og pludselig anes der en sammenhæng mellem mordene og den mystiske gruppe. Annoncerne er så provokerende udformet, at det giver ballade og uroligheder over hele landet, og snart er både landets magtelite, regering og statsminister indblandet i den spegede affære.

Det er noget af et plot forfatterne har fået skruet sammen, og selvom det vel i bund og grund er dybt utroværdigt, så hænger det hele fint sammen og virker et langt stykke ad vejen rigtigt spændende. Motivet og især slutningen virker dog noget tyndbenet.

Der ligger en omfattende research bag romanen, og det er måske i virkeligheden det, der forhindrer bogen i at blive rigtigt levende. Alle de mange oplysninger er nemlig gengivet i bogen, deriblandt en lang række opskrifter på den madglade kommissærs bedrifter i køkkenet, og hele denne opremsning af fakta kan ikke andet end hæmme læsningen.

Bortset fra kommissæren virker de fleste andre personer noget klicheagtige og stereotype, især en bitch af en avisreporter, der bruger sex som målet til den gode historie, og måske som det værste: skurken selv, der virkelig er skildret ud fra alle fordomme om en forkælet, afstumpet og følelseskold rigmandssøn.

Ser man bort fra disse indvendinger, får man dog alt i alt en fin lille spændingsroman med stof til eftertanke.