Bog

Legacy

Af (
2015
)

Anmeldelse

Legacy af Klaus Høeck

Intet er for småt og konkret eller for højt og dybsindigt til at kunne rummes i Klaus Høecks digte. De 600 digte i ’Legacy’ folder generøst et univers ud, som læseren kan gå på opdagelse i.

Målt alene på den fysiske volumen af sine digtsamlinger er Klaus Høeck en enestående digter. At få hans seneste storværk ’Legacy’ i hånden, der føjer næsten seks hundrede nye digte til de mere end femten tusind, han har skrevet i forvejen, er en ganske særlig oplevelse.

Omfanget og mangfoldigheden af stof og udtryk gør ’Legacy’ til et univers, et landskab, man som læser kan gå på opdagelse i og forsvinde ind i, hvad enten man går kronologisk til værks eller slår op et tilfældigt sted og lader sig føre med af teksternes flow. Et flow som ikke mindst er betinget af de sproglige og matematiske systemer, Klaus Høeck altid har benyttet sig af, og som han redegør for i bogens appendiks. Det særlige ved Høecks digte er, at de kan tilegnes umiddelbart uden en dybere forståelse af den bagvedliggende systematik – ja, at systemet og hans karakteristiske metrik, der ”klipper” ord og linjer i stykker, frem for at være en hindring tværtimod letter og befordrer læsningen. Et sted i samlingen vedkender Klaus Høeck sig at være systemdigter med hud og hår, men vel at mærke med ”et eneste formål nem/ lig at sprænge lortet (sy/ stemet) i luften”.

Samlingens tre store afsnit kredser omkring den personlige erindring, fortiden og digterens forsøg på at forstå og vedkende sig den arv, han gennem tilbageblik på et langt liv er et produkt af i form af slægt, familie, venner og digterkolleger. Det karakteristiske i Høecks poesi er at disse store, eksistentielle temaer varieres ved hjælp af en mangfoldighed af synsvinkler og sproglige udtryk, der stilistisk kan omfatte alt, lige fra højstemt lyrisk patos til det mundrette og anekdotiske og tematisk fra det filosofiske og metafysiske til det helt hverdagsnære og konkrete: ”jeg blev gammel i/ dag det har jeg været læn/ ge men det var først// i dag jeg forstod/ det – jeg ved ikke rigtig/ hvorfor det netop// var i dag – jeg ind/ så det bare måske for/ di min kone ik// ke mere modsi/ ger mig når jeg siger: jeg/ er blevet gammel”.

Klaus Høecks digte rummer såvel det ironiske, det humoristiske, (undertiden på grænsen til det platte), som det sublimt smukke og dybsindige. Det kan de gøre, fordi han har opgivet forestillingen om poesien som noget ophøjet og ”rent”. Alt skidtet, lortet og det uskønne der også er en del af virkeligheden og sproget må med: ”jeg bryder mig ik/ ke om at et digt går op/ at det lukker sig// inde i et lil/ le skrin af smukke ord og/ rammende bille// der og bliver til/ et vers af vedtagen skøn/ hed at der kort sagt// ikke er fejet/ skidt og kanel (snyd) ind un/ der sproget – got it?

Sådan et statement må dog ikke forlede til at tro, at bogen ikke samtidig rummer mange udtryk for ønsket og idealet om at nå derud hvor ”digtene vender” for så at stå og ”lyse op i endelighedens rige”. Sagt af en forfatter på 76 som er ”tyve år ældre end rol/ ling stones and still/ writing still writing strong”!

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51897080
ISBN
9788702171426
Antal sider
592

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer