Bog

La Belle Sauvage - forestillinger om støv 1

Af (
2017
)

Anmeldelse

La Belle Sauvage - forestillinger om støv 1 af Philip Pullman

15 nov.17

Philip Pullman har gjort det igen. Mere end tyve år efter ’Det gyldne kompas’ kommer nu forhistorien, en helt igennem fremragende fortælling.

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde ventet på at læse mere om Lyra, før jeg opdagede udgivelsen af denne fantastiske fortælling. Efter mere end tyve år er der nu endelig nyt om hende. ’La Belle Sauvage’ er det første af tre bind i en forhistorie til ’Det gyldne Kompas trilogien’, og selvom det er mange år siden, jeg læste serien, har jeg aldrig glemt den. I ’forestillinger om støv trilogien’ følger man Lyra, fra hun som helt spæd efterlades på et kloster, og til vi møder hende i Det gyldne kompas. Efter at have læst første bind, glæder jeg mig meget til at få fingre i de næste.

Malcolm er søn af en kroejer og hjælper til på kroen om aftenen. Når han har tid, hjælper han også nonnerne i det nærliggende kloster med forskelligt, og det er her, han møder den lille spæde Lyra første gang. Hun er gemt af vejen hos nonnerne i det øde kloster, og så snart Malcolm kan se sit snit til det, hjælper han hellere end gerne med at passe hende. Det samme gør Alice, den unge pige der også arbejde på forældrenes kro. Der er mange, der er ude efter Lyra, og efter en voldsom oversvømmelse er hun pludseligt overladt til de to børn, der gør alt, hvad der står i deres magt, for at få hende levende frem til hendes far, Lord Asriel. Det er ikke småting de udsættes for på deres rejse i Malcolms lille kano La Belle Sauvage. Venskab og sammenhold er i højsædet, og kærligheden til den lille pige overskygger alt for elleveårige Malcolm og den lidt ældre Alice.

Pullmans univers er helt igennem fantastisk og enestående. Ideen med at alle mennesker har en daimon, som man ikke kan adskilles fra, er genial og unik, og hele det parallelle univers fungerer fremragende. Samtidig skriver han i et utrolig flot og formfuldendt sprog med mange små finurligheder og blomstrende beskrivelser. Bogen går længere ned i alder end den oprindelige trilogi. Den er, til trods for det flotte sprog, ikke svær at læse, tværtimod er den velegnet til yngre læsere af klassisk fantasy. Historien er både spændende og rørende, og man overvældes fuldstændig af den uendelige kærlighed, det fine venskab og det kolossale sammenhold mellem børnene og deres mod, dødsforagt og viljestyrke, når tingene bliver vanskelige. Bogen kan anbefales til alle, der elsker en god klassisk fantasy fortælling og er et must for fans af ’Det gyldne kompas’.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Hanna Lützen
Faustnummer
5 355 033 9
ISBN
9788702249057
Antal sider
574

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer