Bog

Kvinden i vinduet

Af (
2018
)

Anmeldelse

Kvinden i vinduet af A. J. Finn

Spændende og nervepirrende thriller om en kvinde, som ser en forbrydelse blive begået i huset overfor. Historien er fortalt før, men nu i en meget stilsikker amerikansk debut.

Med ’Kvinden i vinduet’ er der føjet endnu en titel til listen over de såkaldte domestic noir, krimier eller spændingsromaner som foregår inden for hjemmets fire vægge, og hvor gerningsmanden ofte er en, der står hovedpersonen nær.

Kvinden, som sidder i sit hus og kigger ud, er Anna, hun bor alene i New York. Hun er uddannet børnepsykolog. Hendes mand og datter er flyttet, og efter nogle traumatiske oplevelser er Anna er begyndt at lide af agorafobi. Det betyder, at hun bliver helt panisk ved tanken om at skulle forlade huset. Hun tilbringer dagene med at drikke alt for meget rødvin, se gamle sort-hvide film og udspionere naboerne gennem sine vinduer. Hendes eneste kontakt er med sin lejer, som bor i kælderen, sin psykolog og sin fysioterapeut, og de daglige telefonsamtaler med eksmanden og datteren.

Hun har fået nye genboer og haft besøg af både moderen og sønnen. En aften bliver hun vidne til noget skræmmende overfor. Politiet bliver tilkaldt, men alt er tilsyneladende i skønneste orden hos genboerne. Har hun set noget, og kan man overhovedet stole på en psykisk ustabil kvinde, som har et stort alkoholproblem?

Annas verden krakelerer mere og mere, hun søger tilflugt i rødvin og piller, og det er en dårlig kombination. Anna er bange for at hun er ved at miste forstanden. Hun trøster sig ved at se mange gamle film, og romanen vrimler med masser af citater fra de sort-hvide klassikere, bl.a. Hitchcooks berømte ’Skjulte øjne’.

Egentlig er det en historie, der er fortalt før, blandt andet i ’Kvinden der forsvandt’ af G. Flynn og ’Kvinden i toget’ af P. Hawkins, men Finns historie er fortalt meget overbevisende. Forfatteren har en fin fornemmelse for Annas frustrationer og forvirring, men også for hendes ensomhed. ’Kvinden i vinduet’ er desuden en bog, som er meget svær at lægge fra sig.

A.J. Finn dækker over et pseudonym, han har mange år arbejdet inden for forlagsbranchen. ’Kvinden i vinduet’ røg direkte ind på New York Times bestsellerliste, og den har da også alt, der kræves af en bestseller: En god og overraskende historie, overbevisende karakterer, og så er den fortalt i et sprog, som er hurtig læst, og som samtidig er meget filmisk. Der er da også allerede planlagt en filmatisering.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Charlotte A. E. Glahn
Faustnummer
54123485
ISBN
9788711569757
Antal sider
424

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer