Krysantemumpaladset

Et velkomponeret akkompagnement til en depraveret Hollywood-verden. Og en velblandet cocktail af ’Den store Gatsby’, ’Beverly Hills 90210’, ’Den kroniske uskyld’ og virkeligheden. 

Enhver, der på nogen måde har følelser for amerikansk litteratur, kommer ikke uden om Bruce Wagners ’Krysantemumpaladset’. På omslaget af den danske udgave kaldes den ”det moderne svar på ’Den store Gatsby’.”, hvilket i sig selv er en fornem kompliment. Yderligere tåler den i høj grad sammenligning med John Fantes ’Ask the dust’ (da. ’I støvet’) - en ikke mindre kompliment end den foregående.

Historien fortælles af den 38-årige Bertram Krohn, som (først og fremmest) er søn er den navnkundige Perry Krohn - skaberen af den vidt- og vildt-berømte amerikanske tv-serie ”Starwatch. The Navigators.” Selv drømmer Bertram om sit store gennembrud som manuskriptforfatter, men indtil videre må han leve af den rolle, han har i faderens serie.

Bertram har en veninde, Clea, som han nærer et bror/søster-agtigt forhold til. Dét er værd at bemærke, for ægte følelser og nære forbindelser er ellers ikke en særlig stor del af det Hollywood´ske familieliv: Bertram selv har et mildest talt belastet forhold til sin far og Clea, der er skuespillerinde, lever i skyggen af sin afdøde mor, der … rigtigt gættet: Var en endnu større skuespillerinde. Som kronen på værket har vi Thad (Cleas kæreste), hvis forældre også hører hjemme i et følelsesmæssigt rædselskabinet.

Unge, rige, forsømte og forkvaklede er trekløveret, der desuden har hangen til diverse beruselsesmidler til fælles. Ved nærmere eftertanke kan de dog siges at være lovligt undskyldt; i det ulige opgør med både levende og afdøde forældre skal der nok en bedøvende flugt til ind imellem.

Kort fortalt er ’Krysantemumpaladset’ en skildring af Hollywood bag facaden. Men det lyder næsten for banalt, for bogen er samtidig spækket med stof til eftertanke om begreber som narcissisme, kunstnerisk skabertrang, kreativitet og samfundet generelt.

Med sin fortælling trænger Bertram ned under den overflade, der er så meget desto mere blank og skinnende, fordi den skjuler noget meget grimt og betændt. Lad dette ”bon mot”, der er selv en Charles Bukowski værdig, tjene som bevis på den fremherskende livsfilosofi i de kredse:
”Han er en beskidt fyr, men nogen skal jo gøre det. Sagde luderen.”

Dén lader vi lige stå et øjeblik.