Bog

Korrekthedsbibelen

Af (
2019
)

Anmeldelse

Korrekthedsbibelen af Christina Hagen

31 jan.19

Christina Hagen svinger en syngende og velplaceret lussing til korrekthedskulturen, hvor alt og alle udskammes på civilbefolkningens sendeflade.

Mens ironien og sarkasmen driver ned ad siderne, må man som læser ty til eftertanke. Det er ubehageligt. Det er ikke for sjov, når Hagen tvinger os til omtanke på korrekthedens og intolerancens vegne. Vi vil alle føle os ramt. Men vanviddet og væmmeligheden er også bogens kvalitet. Det er en vigtig bog. Der er brug for at ruske op og ryste os ud af monotonien og banaliteternes småttænkende opdateringer.

Bogens første to ord er ”skam Dem” – så er stilen lagt! De første 100 sider er en slags skriftsteder skrevet i en stram stil med korrekt og harmonisk håndskrift i tiltaleform De, Dem og Deres og navneordene med stort. Tonen signalerer afstand og foragt. Skrifttyperne skifter flere gange undervejs og udgør på den måde en kæde af forskellige stemmer.

Formaninger, fordømmelser og skyld flyver rundt i det sarkastiske univers og udskammer alle tænkelige temaer lige fra kost og klima, træthed og tarmkræft til sexisme og sociale medier. De sociale medier tager sig ud som ”perfektionen i det digitale glædesunivers” og bliver skueplads for en korrekthedskultur, hvor både sandheden og dobbeltmoralen ejes af de såkaldt privilegerede. Christina Hagens bog kommenterer på en nærmest religiøs tilgang til korrekthed:

”Må man foreslå en Skraldesæk næste Gang De ønsker at iscenesætte Dem selv ved at fremhæve skjulte Sider af Deres Person?”

Mens tempoet i bogen stiger, udråbes de dårlige og onde personligheder i den offentlige gabestok. De privilegerede står sammen og bliver styrket i deres sande og rigtige projekter. Privilegieblinde som de er:

”Fordyb Dem i denne Fiktion og skam Dem over den manglende Handlekraft imens De læser.”

I sidste del af bogen udpensler Hagen i grimme, abnorme billeder den frastødende virkelighed. I al sin uskønhed står disse som en uundgåelige kommentar til korrekthedens frelsthed:

”Hvordan ville De have det, hvis De ikke var Offer for noget?

Foragten raser afsted i bogen, og samtidig springer Hagens indholdsmæssig dybde frem. Hendes opråb står skarpt: Korrektheden er vundet frem på bekostning af en værdifuld og tolerant udveksling, vi kunne have, hvis vi turde gå ind i en gensidig forståelse.

Vi kender Hagen fra flere hårdtslående udgivelser, som ofte har vakt debat i offentligheden, især på de sociale medier. 'Korrekthedsbibelen´ virker i sin stærke sproglighed endnu mere overbevisende end Hagens tidligere bøger. Hendes koncept-litteratur indfanger - ligesom hendes hjemmeside, som er et litterært værk i sig selv, tidens stemmer og får os til at grine og græde på samme tid. For hvor er det sjovt, og hvor er det grimt.

”Skam Dem!”

”Hold Dem for god til Humor. Ærligt talt, synes De, der er meget at grine af i denne Tid?

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
ISBN
9788702277777
Antal sider
248

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer