Bog

Kongen bukker og dræber

Af (
2009
)

Anmeldelse

Kongen bukker og dræber af Herta Müller

Rystende beretninger om undertrykkelse, fornedrelse, diktatur og angst

At læse nobelpristager i litteratur 2009 Herta Müllers erindringsessays er rystende. ’Kongen bukker og dræber handler om forfatterens barndom og ungdom under Ceausescus kommunistiske diktatur i Rumænien i 1960´erne og 1970´erne. Og den handler om at forlade sit fædreland og leve i eksil. Herta Müller forlod Rumænien i 1987 og har siden boet i Vestberlin.

”Der var engang som der aldrig var”, sådan begynder alle eventyr på rumænsk skriver Herta Müller et sted i bogen. Hertas liv begyndte i en lille tysktalende landsby i Rumænien med en far, der var SS-officer under Anden Verdenskrig, og som hele Hertas barndom drak for at glemme sin fortid. Og med en mor, der i fem år efter Anden Verdenskrigs ophør var interneret i en af Stalins arbejdslejre i Ukraine. To mennesker med dybe sår på sjælen.

Ud over barndommen og den allestedsnærværende konge – Ceausescu - fortæller forfatteren om ungdomsårene i storbyen og diktaturets og sikkerhedspolitiets forfølgelse af hende og hendes venner. Der er beskrivelser af forhør, af husundersøgelser, chikaner og et liv i evig angst. Der er beskrivelser af folk, der forsvinder eller pludselig har taget deres eget liv. Der er skyldfølelse over ikke at kunne forhindre overgreb på andre, og samtidig en mærkelig glæde over, at det ikke var en selv, det gik ud over. Det er frygtelig læsning.

Bogen tager lang tid at læse; den er tæt skrevet, og i modsætning til forfatterens skønlitterære værker er den fyldt med ord og lange sætninger. Men det er en bog, det er absolut værd at bruge lang tid på. Herta Müller beskriver for det første det at leve i et diktatur uhyggeligt godt, men også tomheden og ensomheden ved at leve i eksil i så mange år er meget tankevækkende. Jeg kommer til at tænke på Milan Kunderas ’Uvidenheden”, der jo netop også handler om emigrationens væsen og i særdeleshed de østeuropæiske emigranters liv. ’Kongen bukker og dræber’ er et stærkt vidnesbyrd om en lang periode i Europas historie og samtidig en stærkt personlig og meget rystende historie om Herta Müller.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Karsten Sand Iversen
Faustnummer
27974767
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702089493
Antal sider
157

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer