Kokken der holdt op med at rødme

For mange kokke. Martin Kongstads roman om restauranternes jagt på michelin-stjerner er til tider både morsom og satirisk, men den er desværre også alt for lang.

Martin Kongstad har skrevet en meget omfangsrig og til tider ganske morsom og satirisk roman om en ung og stræbsom kok, der higer efter at få sin fars anerkendelse og en michelin-stjerne. Romanen starter med et forord af den fiktive forfatter Mikkel Vallin, der skal skrive bogen om kokken Magne Oldenberg. Gennem bogen følger han Magne, fra han kommer hjem fra udlandet for at arbejde for sin far, den legendariske Ivan Oldenberg, til han når anerkendelsens tinder, men vi hører aldrig mere til Vallin.

Magne gik på Herlufsholm kostskole, fordi hans forældre blev skilt, han blev ansat på Søllerød Kro, på en restaurant i Paris og ikke mindst hos Bocuse i Lyon. Noget gik dog helt galt i Lyon, og nu er Magne kommet hjem for at arbejde for sin far, der kører sin fransk inspirerede restaurant Czez Ivan, som han har gjort det siden 1980-erne. Faren er nok glad for at få Magne hjem, men han giver ham ikke megen plads, slet ikke til at udvikle sine egne menuer. Så da pengestærke folk dukker op, etablerer Magne sin egen restaurant, der kommer til at hedde Oldenberg. Det er en vegetar-restaurant, hvor alt interiør og service er sort, og så kan jagten på den første michelin-stjerne gå i gang. Magne er et rart menneske, der for alt i verden ikke vil være som sin far, der råber ad sit personale.

Martin Kongstad namedropper restauranter og kokke i et væk, ligesom vi hører om tilberedningen af diverse dybt avancerede menuer. Det bliver dog aldrig rigtig interessant, for der er simpelthen for meget mad. Der er ganske morsomme passager, som når Martin Kongstad beskriver, hvordan man på restauranterne nærmest hopper på tungen, når det forlyder, at Michelin er i byen, eller når man på Czec Ivan skal slippe af med en flok halvstive, modne kvinder, der overfalder den person, man tror er Michelin-manden.

Martin Kongstad er, ud over at være forfatter, også journalist, skuespiller og madanmelder. Det giver god mening at skrive en moderne roman om mad og madanmeldelser, som er noget, der fylder enormt meget i dag. Jeg kom dog til at kede mig undervejs, og jeg kunne ikke identificere mig med nogen af personerne, for romanen er stort set kun befolket af usympatiske personer. De eneste nogenlunde sympatiske personer er et dekadent bøssepar og Magnes søde kæreste Madelaine fra gammel Ry, der er madskribent på bladet ’Suppehønen’.

Magne vil ikke være som sin far, men bliver det måske alligevel, og han vil så gerne have den michelin-stjerne. Men hvor blev mennesket Magne af? Som Vallin siger i sit forord, så forsvandt Magne sporløst.

Jeg tror, bogen ville have fungeret langt bedre, hvis den havde været på det halve antal sider, så der ikke var blevet plads til så meget mad, så mange kokke og så mange restauranter. Martin Kongstad går ganske simpelt for meget i selvsving.