Bog

Kaos og øjeblikkets renhed

Af (
2009
)

Anmeldelse

Kaos og øjeblikkets renhed af Kurt Aust

07 feb.10

En lille, fortættet, allegorisk roman i en historisk ramme om at finde sig selv i en verden præget af krig og grusomhed, men med glimt af skønhed.

Vi kender forfatteren fra hans gedigne, historiske krimier med den lærde Thomas af Boueberge og hans unge assistent Petter Hortten. Med denne roman har han bevæget sig hen i en helt anden boldgade. Det er en eksistentiel fortælling henlagt til et krigshærget Europa, hvor det realistiske aspekt er gennemsyret af eventyrlige elementer. Sproget er en nydelse. Smukt og prægnant med poetiske strejf.

Den purunge Kimber flygter fra sit hjem i det jyske, fordi han fejlagtigt tror, at han er skyld i sin fars død. Han indleder en lang rejse både på det ydre og det indre plan. Rejsen fører ham gennem Tyskland, der hærges af Trediveårskrigen. Kimber slår følge med forskellige mennesker og oplever krigens gru på nærmeste hold. Han undgår da heller ikke selv at blive forrået.

Vendepunktet indtræffer, da Kimber får fat i et illumineret håndskrift, ”Øjeblikkets renhed”, en sjælden og smuk bog, som der går ry om. Teksten er på latin, men den interesserer ham ikke. Derimod bjergtages han af de fantastiske illustrationer, der sætter gang i hans fantasi. Ikke mindst illustrationen af en mystisk kvinde med et bedårende knæk på næsen. Drøm og virkelighed flyder sammen, og Kimber indleder en jagt på bogens ophav og den dejlige kvinde. Jagten fører ham gennem Frankrig og på sin vej må han som i eventyrene overvinde forhindringer, men han møder også gode hjælpere. Gådens løsning finder han i Bayeux, hvor han også stifter bekendtskab med det fascinerende Bayeux-tapet.

På det indre plan sker der ligeledes en forløsning. Kimber indser, at han alligevel ikke er skyld i sin fars død, og sårene på hans sjæl heles. Selv kærligheden finder han, ikke hos fantasikvinden, men i virkeligheden, med den lille krølle på historien at den udkårne har et lille, bedårende knæk på næsen.

En grum, smuk, poetisk og forunderlig historie, der fanger læseren ind i sin fortættede atmosfære.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Ib Høy Hansen
Faustnummer
28011059
Graphic
Kin Wessel
ISBN
9788779556805
Antal sider
174

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer