Bog

Kamma

Af (
2011
)

Anmeldelse

Kamma af Maria Helleberg

Historisk roman med Bakkehusets Kamma Rahbek som stærkt, kvindeligt omdrejningspunkt. Tag med tilbage til den danske guldalder, hvor kunst, kultur og kvindeskæbner satte smukke spor i eftertiden.

Maria Helleberg kan om nogen skildre historiske perioder og personer, så man efter endt læsning ikke alene føler, at man er blevet godt underholdt, men samtidig også at man har skuet ind i en hedengangen tid, som jo er fundamentet, vores egen hviler på.

I romanen 'Kamma' – historien om Bakkehusets Kamma Rahbek – er det den danske guldalder og dens mest fremtrædende skønånder, der er katalysatorer for det historiske vingesus. Og jeg vil næsten gå så vidt som til at mene, at uanset hvilket forhold man måtte have til den historiske roman som genre, så bliver man altså slået med en vis ærefrygt, når kendisser som Heiberg (både den ældre og den yngre), Adam Oehlenschläger, Thomasine Gyllembourg, Bertel Thorvaldsen og Næsebarnet indtager scenen.
(Opklarende information: Én side af Kamma Rahbeks intellekt var en veludviklet sproglig sans, hvilket bl.a. resulterede i meget rammende kæle- og øgenavne til flere af Bakkehusets gæster. Næsebarnet bar i virkeligheden det såre almindelige navn Hans Christian Andersen.)

I vrimlen af ovenstående kulturpersonligheder kan Kamma Rahbek betegnes som et klippefast holdepunkt i tiden. Hendes intellekt bød hende at gifte sig med en mand, det kunne matche det. Valget faldt derfor på den 15 år ældre feterede teaterkritiker, Knud Lyne Rahbek, som var dygtig – men fattig.

Blev Kammas liv mærket af den altid lurende økonomiske ruin og et svagt helbred, var det da så meget desto mere fyldt med åndeligt overskud. Bakkehuset blev et samlingssted, hvor datidens kunstnere aflagde besøg – ofte for at høre Kammas mening om dette eller hint. For selvom hun på mange måder var kvinde af sin tid, var hun samtidig en stærk kvindelig frontfigur i dansk kulturliv – spørgsmålet er, om hun nogensinde selv blev klar over det.

Kamma Rahbeks historie er, trods den tidslige distance, stadig vedkommende. Og enhver kvinde med respekt for sit køn kan roligt give sig i kast med 'Kamma' – enhver mand med respekt for sig selv, bør afgjort gøre det samme.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
28670427
Graphic
Alette Bertelsen - Imperiet
ISBN
9788763815390
Antal sider
281

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer