Bog

Jeg, Unica

Af (
2016
)

Anmeldelse

Jeg, Unica af Kirstine Reffstrup

En velkomponeret og stilsikker debutroman, der i en blanding af fiktion og fakta fortæller om Unica Zürns liv og skæbne som kunstner, set i lyset af hendes opvækst under nazismen i Tyskland.

I en prunkløs lyrisk prosa med nærmest surrealistiske indslag fortæller romanen om kunstnerparret Hans og Unica. I 1957 sidder de i en lille fransk landsby, da Hans modtager en besked om at et kunstsamlerpar vil købe en dukke i menneskestørrelse. Hans tegner og modellerer, og Unica tilbyder at hjælpe ham med at sy. Tankerne går tilbage til opvæksten i Berlin i 1930’erne og i efterkrigstiden. Hun mister evnen til at skrive, imens hun syr på dukkens karmoisinrøde frakke og nærmest selv bliver til Hans’ dukke. Det er en ualmindelig stilsikker debut, der fortæller om, at den ensomhed Unica oplevede som barn også forfølger hende i voksenlivet. Ikke mindst fordi det ikke bliver muligt at forfølge egne forfatterdrømme.

Det er, kan man sige, desværre en næsten klassisk kvindekunstnerskæbne. Fordi hun danner par med en kunstner, helliger hun sig hans værk og mister sin identitet og sig selv. Romanen er skrevet med inspiration i forholdet mellem den tyske forfatter Unica Zürn (1916-1970) og billedkunstneren Hans Bellmer (1916-1970). På dansk foreligger kun ”Mørkt forår”, 2015. Den udkom oprindeligt i 1969 og fortæller om et barns stærke drifter. Unica Zürn begik selvmord i 1970.

I det lille mørke, fugtige og kolde hus arbejder Hans ovenpå, og Unica sidder nedenunder og stirrer ud i mørket. Skrivemaskinen står urørt, og papiret er blankt. På et tidspunkt overtager Hans hendes plads ved vinduet, imens hun syr på dukkens karmoisinrøde frakke. Det pibler med blod, og tråden går i hendes eget kød, mens Hans fotograferer eller taler med kunstsamlerparret. Til sidst klipper hun sit hår af og svider sine øjenbryn af. Hun forsvinder for andre og for sig selv. Hendes liv var fyldt med tab, brorens død under krigen, en skilsmisse og tabet af børnene. Hendes barndomsby blev pulveriseret, og det samme føler hun her mange år senere, at hun også selv bliver. Selvom hun elsker Hans, er hun fyldt med indestængt raseri.

Hvidt er en gennemgående farve i romanen. Hans arbejder med den hvide gips, der er det hvide uskrevne papir, broren, der døde i de hvide skove i øst. Der er hvidt porcelæn, marengsdessert, bomuldsvat, mel og de hvide knogler, der pulveriseres til aske. Modsætningen er den karmoisinrøde frakke, og den ild, der brænder i hende selv, og også gjorde det, da hun var barn. Fortiden holdes ud i strakt arm. Alligevel er den der altid.

Kirstine Reffstrups stramme struktur med korte afsnit og sætninger forstærker de voldsomme billeder af det kaotiske indre liv i Unicas fortælling. Her har hun fundet en spændende form til at skrive en biografisk vedkommende kunstnerroman på en ny måde. Det giver god mening også at læse 'Mørkt forår', hvor Olga Ravn har skrevet en fin introduktion til Unica Zürns liv og værk.

Kirstine Reffstrup er født i 1979 og 'Jeg, Unica' er hendes romandebut.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52236258
ISBN
9788702190960
Antal sider
204

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer