Bog

Jeg, Dora Maar

Af (
2003
)

Anmeldelse

Jeg, Dora Maar af Nicole Avril

01 jan.10

”Han elsker intenst og dræber det, han elsker”. Grafolog om Pablo Picasso ...

I otte år levede Dora Maar sammen med den karismatiske Pablo Picasso. Om dette lidenskabelige kærlighedsforhold handler denne fantastiske roman.

Jeg har ikke tidligere læst om Dora Maar. Jeg vidste godt, at hun på et tidspunkt var Picassos elskerinde. Jeg har set Picassos fascinerende portrætter af hende. Men jeg vidste intet om personen, kunstneren, fotografen Dora Maar. Det gør jeg lykkeligvis nu.

”Jeg, Dora Maar” er skrevet som en fiktiv erindringsbog med Dora Maar som jeg-fortæller, og det virker meget stærkt. Romanen starter med Doras første møde med Picasso, og den slutter, da Picasso dør. Da havde Dora ikke set ham i nitten år, og de havde ikke levet sammen i mere end otte år. Men hun holdt aldrig op med at elske ham.

Da parret mødte hinanden, var han 55 år og hun 29. Pablo Picasso var lige blevet far for første gang til datteren Maya, men holdt både hende og moren hemmelig. Han var nemlig stadig gift med Olga, som ikke ville skilles. Dora Maar var på det tidspunkt en etableret fotograf med stærke politiske holdninger. Picasso var ikke den første mand, hun kendte, og hun var ikke nogen lille uskyldighed.

Mødet imellem de to stærke personligheder var dragende og intenst og er nærmest blevet en myte.
Hun sad på Café des Deux Magots i Paris, mørk og smuk med en lille kniv i den ene hånd. Kniven stødte hun igen og igen ned i bordpladen imellem sine fingre. Picasso henvendte sig til hende på fransk, som han gik ud fra, var hendes modersmål. Hun svarede på spansk, som hun vidste var hans.

De vidste da begge, at de ville blive elskende. Det blev de samme år, sommeren 1936. Herefter fulgte ca. otte år med stor kærlighed og stor lidenskab, med kunstnerisk samarbejde og store følelser. Men også med smerte og lidelse og store sorger.

Romanen er skrevet i et stærkt og sansemættet sprog, der passer perfekt til historien og personerne.

”Jeg, Dora Maar” slutter med ordene: ”Vores kærlighed har eksisteret. Den var umulig”. Doras liv blev aldrig det samme efter årene med Picasso. Alligevel var hun så meget andet end et motiv og en myte. Læs derfor også Mary Ann Caws: ’Dora Maar: med og uden Picasso: en biografi’. Heri kan man læse om hele Dora Maars liv og ikke kun om mødet med den store maler. Hun var i sandhed selv en stor kunstner og en fascinerede kvinde!

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
24885461
ISBN
9788759520390
Antal sider
165

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer