Islændingesagaerne

Ny flot udgave af Islændingesagaerne med et væld af pragtfulde fortællinger. Her er masser af action i et direkte og mundret sprog. Et kanon-værk i moderne klæ’r til glæde for alle aldre.

Det er en imponerende bedrift af holdet bag den nye udgave, som har været undervejs siden 2008. Samtlige fyrre islændingesagaer og 49 totter (totter er kortere fortællinger) er nyoversat og udgivet i fem smukke bind. Holdet bag den består af fjorten oversættere sammen med redaktør, illustrator og konsulenter inden for både forskning og litteratur.

Her møder vi alle kendisserne som Njal, Gisle, Egil og Erik den Røde. Men der er også mange, vi ikke lige kender, eller hvis navne nu fremtræder i mere direkte oversættelse: For eksempel Gunnar Kildegnubsfjols, Arnor Kællingenæse og Torvard Kragenæb. Det giver et fingerpeg om, at her er sket store ting: Den nye oversættelse er gennemarbejdet til et nudansk og mundret sprog, men samtidig formår den at være loyal over for originalteksterne og det norrøne ophav.

For eksempel forsøger Njals kone Bergtora at hidse sønnerne op til hævn: ”- Vores lillemor muntrer sig nok, siger Skarpheden og smilte skævt, men sveden sprang alligevel frem på hans pande”…

I en tidligere udgave lyder det sådan her: ”Kerringen, vor moder, har sin glæde af at ægge os,” sagde Skarphedin, og fortrak sin mund til et smil, men sveden sprang ham dog ud på panden”. (Citeret efter Petersen (1943): Islændingenes færd hjemme og ude, bd. III). På samme måde er en del udtryk og navne blevet nænsomt fornyet: For eksempel er frænde blevet til slægtning og æt er blevet til slægt.

Den nye udgave lægger da heller ikke fingrene imellem, når det kommer til saftige detaljer med sex, som originalteksterne vrimler med, men som tidligere har været blufærdigt underspillet eller helt udeladt. I den nye udgave bliver der snakket rent ud af posen, de stærke kvinder giver ægtefællerne det glatte lag, eller der bliver stillet frimodigt skarpt på mændenes ædlere dele, hvis det kan fremme en skilsmisse.

Islændingesagaerne er skrevet i 1200-tallet og opstod som genre i krydsfeltet mellem norrøne traditioner og nye europæiske kulturstrømninger. Fortællingerne foregår blandt storbønder på Island år 930-1030 i den såkaldte sagatid. Mange af teksterne har været oversat enkeltvis, mens to større samlinger har været genudgivet gang på gang, nemlig N.M. Petersens fra 1839-44, som senest udkom 2003, og Gunnar Gunnarssons fra 1930-32 med nyeste udgave i 2007. Her fremstår Petersens oversættelse gammeldags og knortet i sproget, og han havde det med at nedtone eller droppe de mere frivole steder i teksterne. Gunnarsson er derimod ret fri i sin version, der har fået mere præg af gendigtning end af oversættelse.

Derfor er denne nye oversættelse den ultimative, som vil blive stående i flere generationer, både til skole- og uddannelsesbrug og til lystlæsning. Læg dertil, at det er gedigent tekstarbejde med blandt andet godt forord, noter, ordforklaringer og indexer, lækkert boghåndværk og smukke illustrationer af Karin Birgitte Lund – så bliver det ikke bedre.