Isdronningen

Jeg har altid været fascineret af Elisabeth Gjerluff Nielsens evne til at skrive fortættede rock-tekster og åbnede derfor hende første voksenroman med forventning.

Efter at have levet et moderne, forvirret liv med mænd og kærester er 40-årige Karina flyttet hjem til Bjerting, en småby som formodes at ligge et sted i Nordjylland. Med sig bringer hun fire børn samt de yngstes far, som hun agter at gifte sig med i sin barndoms kirke. De flytter ind på Bogfinkevej og skal leve det enkle, ukomplicerede liv og komme hinanden og naboerne ved. Som nærmeste nabo får de klassekammeraten, Hanne, ‘Isdronningen' kaldet takket være sit iscafé-imperium, men også - med tommetyk symbolik - på grund af sin utilnærmelighed og sit følelsesliv - dvs. mangel på samme.

Nu kan jeg ikke skjule det længere: efter stædigt, trofast og indædt at have læst 60 sider tænkte jeg: Hvad vil hun med det her? Fører det til noget? Side op og side ned med betragtninger og beskrivelser af madpakkesmøring, kioskbesøg, afspændingsseancer, børnefødselsdage samt uendelige flashbacks til Karinas barndom, tidligere forhold, børnefødsler osv. Endelig sker der noget side 61, hvor hjertebarnet, 14-årige Benjamin, opdages i et heftigt favntag med ‘Isdronningen', og mens mor ligger søvnløs og spekulerer over, hvordan hun mest korrekt skal tackle denne situation, forsvinder parret i Hannes sølvfarvede BMW. Stor panik og opstandelse. Herefter burde der følge en beskrivelse af den fortvivlede mors græmmelse og søgen efter sit bortførte barn, og det var vel også meningen, men det blandes sammen med udfald mod pressen, beskrivelser af perifere personer og meget andet, og virker ikke efter hensigten.

Isdronningen er et forsøg på at beskrive det moderne menneskes ensomhed og søgen efter kærlighed, uanset om hun er på bistandshjælp og lever med kommende-mand og fire børn, eller om hun ejer et kongerige af iscafeer og har alt, hvad penge kan købe - det er et hæderligt forsøg, men bogen fænger ikke, den er lumsk kedelig, personerne er skabeloner, som man glemmer inden man har lagt bogen fra sig. Jeg kan kun give point for forsøget: én rose. Til gengæld vil jeg gerne give 4-5 roser til Elisabeths tidlige rock-tekster, bare hør disse fire linjer, der har mere stemning end Isdronningens 158 sider:

Frostbleg måne skinner
rummet ånder is
der står et par på perronen
en nat i metropolis.

En nat i metropolis.

Fra: Elisabeth: Elisabeth/GENLP 145, 1984

Aschehoug, 2001. 158 sider

BogWeb - 15. juni 2001