Bog

Hvide løgne

Af (
1995
)

Anmeldelse

Hvide løgne af Dea Trier Mørch og Sara Trier

01 nov.06

En mor og en datter skriver breve til hinanden, lange breve, intime breve; de kommer bag facaden, bag alle de hvide løgne, som en almindelig tilværelse er fuld af.


Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne

 

  Foto af Sara Trier fra http://akira.ruc.dk”Jeg tror, du ønsker, at vi i denne brevveksling skal tale om det, vi ellers ikke har kunnet tale om i dit og mit og familiens liv: Det, der gjorde mest ondt. Smertepunkterne.”

Ordene er Julies (læs: Dea Trier Mørchs), og meget af bogen – og brevvekslingen - handler om de svære spørgsmål: skyld, svigt, samvittighed i et familieliv, som ender med skilsmisse.

Hun skriver til og med datteren Bella, som er på kibbutz-ophold i Israel 6 måneder i 1993. Og hvad er mere velegnet til et mor-datter opgør, der også er et opgør med ’68-generationen, end netop brevromanen?

Vi får kortlagt en barndom og ungdom i 1970’erne og 1980’erne, en tid med – det skal guderne vide (min kommentar) - andre normer og værdier. Datteren Bella er kritisk over for den åh-så-rigtige, åh-så-politisk-korrekte opdragelse (eller mangel på samme), moren har praktiseret – og vi taler om en opvækst i et kunstnermiljø af socialistisk observans; og Bella stiller alle de spørgsmål, som alle børn ubarmhjertigt gør: ”Hvorfor havde du så travlt med at realisere dig selv? Hvorfor tænkte du ikke på os?”

Vi får også indblik i Julies eget ungdomsliv i et politisk engageret miljø, hvor man læste ’Land og Folk’, hendes møde med kæresten Sylvester, tiden hvor børnene var små og endelig om perioden, hvor hun og Sylvester gik fra hinanden, og Julie overtog eneansvaret for børnene. Alle tre børn er nu flyttet hjemmefra, og Julie har masser at tid til at reflektere over sit liv og sine børns opvækst.

Julie forsvarer og forklarer, på én gang fuld af skyldfølelse og en voksens erkendelse af, at tiden, miljøet og engagementet dengang bare ikke var til, at hun kunne ha’ handlet anderledes. Men alligevel gør Bellas kritik ondt, og mor-skikkelsen fremtræder i passager næsten for ’nøgen’ og hudløst ærlig.

Ingen tvivl, det er godt og nemt at skrive i stedet for at tale, det er lettere at stille spørgsmål, når der er fysisk afstand. Men brevformen kan også komme til at virke lidt for kunstig, fordi vi læsere jo skal ha’ en række informationer, som burde være indlysende og kendt stof for de to skrivende.

Men kan du abstrahere fra de momentvise klodsetheder, kan du glemme det lidt for selvbiografiske (det er jo en kendt familie) og indforståede, er der tale om en rigtig vellykket og meget velformuleret roman.

Særlig imponeret var jeg over Bellas meget kloge og poetiske betragtninger og hendes forsøg på at gøre sig fri og vide og vise, at hun ikke er som sin mor.

Og du skal ikke lade dig afskrække, hvis du synes du har fået nok Dea Trier Mørch-realisme tidligere. Du kan roligt sætte tænderne i de her breve. De smager godt!

Gyldendal, 1995. 293 sider

Lån bogen på Bibliotek.dk

Køb bogen


 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
21087947
ISBN
9788700237780
Antal sider
293

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer