Bog

Holdt for nar

Af (
2017
)

Anmeldelse

Holdt for nar af Harlan Coben

13 jun.17

Top-tunet spænding til sidste side. Har du en læsekrise, så spring på her, så bliver du med garanti ladet op igen.

Maya Stern er en sej kvinde. Hun er tidligere elitepilot i det amerikanske luftvåben. Vi møder hende på et lavpunkt i hendes liv. Oven i tabet af sin søster og en skandaleombrust fyring fra forsvaret bliver hendes mand Joe myrdet for øjnene af hende i Central Park. Hun står nu helt alene tilbage med sin 2-årige datter. Man har fra første side på fornemmelsen, at noget er helt forkert. Det er bare ikke til at sætte fingeren på, hvad det er.

Få dage efter begravelsen viser optagelser fra Mayas nannycam et rystende billede. På filmen leger Mayas datter med Joe. Hvad foregår der? Er Joe stadig i live, eller er Maya ved at blive vanvittig? Hvorfor gav veninden hende det kamera, og ved barnepigen noget? Hvem er føreren af den bil, der bliver ved med at følge efter hende? Hvem kan hun stole på?

Maya lider af posttraumatiskstresssyndrom og stoler heller ikke på sig selv. Joes familie, som er af den gammel-rige slags, er ikke til nogen hjælp. De har mere travlt med at pleje deres image. Politiet synes at være mistroiske over for Maya, og hendes svoger vil ikke vide af hende. Maya tager derfor sagen i egen hånd. Men nogen prøver at forhindre hende i at finde frem til sandheden. En sandhed de vil slå ihjel for.

Intensiteten stiger og plottet tager skønne sving og drejninger på vejen mod slutningen. Coben er en forfatter for alle, der elsker et godt psykologisk plot. Han er mester i den der snigende uhygge, man kender fra en mørk aften, hvor det knager i krogene.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Forlag
Oversætter
Poul Bratbjerg Hansen
Faustnummer
53142389
ISBN
9788712053460
Antal sider
312

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer