Bog

Hjertets ni ansigter

Af (
2009
)

Anmeldelse

Hjertets ni ansigter af Anita Nair

09 jul.10

Hjertets ni ansigter - det er de ni grundfølelser, som udtrykkes i den indiske dramaform kathakali og denne indiske roman er meget raffineret komponeret over disse ni følelser.

I delstaten Kerala på Indiens sydvest kyst bor den smukke Radha med sin mand Shyam. Sammen driver de med succes en luksusferieby, men deres ægteskab er ingen succes. Radha har efterhånden svært ved at skjule sin foragt for sin mand, som på sin side elsker Radha nærmest til vanvid.

I nærheden bor Radhas onkel, Koman, en højt berømmet Kathakalikunstner, der nu som 60-årig må se i øjnene, at den kunst, som han har viet hele sit liv til, efterhånden er degraderet til underholdning for turister.

Ind på scenen træder Chris, en engelsk rejsebogsskribent. Han kommer tilsyneladende for at interviewe Koman om Kathakalikunsten, men han har et skjult formål med besøget.

For de tre personer bliver hans ankomst skelsættende, idet den sætter gang i processer i de enkelte personer og i deres indbyrdes forhold. Og da han rejser tilbage til England, er meget forandret.

Med udgangspunkt i nutiden omkring de fire hovedpersoner og deres indbyrdes forhold springer romanen frem og tilbage mellem Komans forhistorie, til indiske myter om guder og mennesker, til indisk kultur og historie og ikke mindst til det, som er det bærende element for hele romanen, nemlig forfatterens store engagement i Kathakali traditionen, det stel, som hele romanen på en meget raffineret måde er bygget på.

Kathakali, en spektakulær blanding af skuespil og dans, bygger på de store fortællinger, de indiske myter om guder og mennesker, som f.eks. eposet Mahabharati, og romanens overordnede tema er kunstens evne til at udtrykke menneskets vilkår til alle tider, kunsten som katalysator. Alle menneskers små, private historier samles i de store fortællinger til en stor, vedkommende fremstilling af menneskelivet til alle tider og på alle steder.

Anita Nair skriver et smukt, sansemættet sprog, og skildringerne af de forskellige indiske miljøer er skrevet, så man fornemmer støvet og stilheden i en muslimsk landsby og det myldrende liv på en banegård. Hun tegner sine personer med stor forståelse og empati, men viser dem også som de er med alle deres fejl.

Bogdetaljer

Forlag
Hjulet
Oversætter
Ole Eistrup
Faustnummer
27824358
ISBN
9788789213538
Antal sider
462

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer