Bog

Hjem

Af (
2013
)

Anmeldelse

Hjem af Julie Kibler

17 jun.13

To kvinder knytter et nært venskab på tværs af alder og baggrund. Den ene er sort den anden hvid. Alt og intet er muligt.

Dorrie er frisør, og på sit arbejde lærer hun den 89-årige Isabelle at kende. Da de har kendt hinanden en tid, beder Isabelle Dorrie om en tjeneste. Hun skal til en begravelse i Cincinatti  og spørger, om Dorrie vil køre hende den lange vej fra Texas. Selvom Dorrie selv har problemer med både børn og kærligheden, siger hun alligevel ja. Hun vil gerne hjælpe den søde gamle dame.

På den lange tur begynder Isabelle at fortælle sin lange og spændende historie. Om kærligheden til den farvede hushjælps søn Robert, som havde fyldt så meget gennem hele hendes liv, en kærlighed, som var fuldstændig utopisk, da kærlighed mellem sort og hvid var forbudt. Det kunne koste Robert livet, hvis de var sammen, alle var imod dem, så de måtte opgive kærligheden og hinanden.

Romanen foregår delvis i vores tid og delvis i 1930’erne. Dorrie fortæller om sit liv i vores tid, mens Isabelle fortæller om sit liv i det racistiske USA fra dengang og frem, og det er den bærende del i romanen. Der krydsklippes mellem disse hele vejen, og det giver historien fremdrift.

Historien er godt komponeret, der er mange overraskelser og uforudsete begivenheder, hvilket fremhæver forskellene mellem de to kvinder og deres tid. De er meget forskellige både af alder, hudfarve, social baggrund og tid.

Selvom der er mange personer i denne roman, er man ikke i tvivl om, hvor fokus skal holdes. Dorrie og Isabelle er romanens omdrejningspunkter, de hjælper hinanden og læner sig op ad hinanden, så man faktisk sjældent tænker over den markante aldersforskel. Begge er de et produkt af deres tid og det samfund de lever og levede i. Alle ender samles fint i slutningen af denne flotte debutroman, som bliver filmatiseret senere.

Racismen er det mest oplagte tema her, men temaet om, hvordan man behandler andre mennesker, sort eller hvid, er gennemgående på samme måde som spørgsmålet om den ægte kærlighed, og hvordan man finder den, for det fortæller den kloge gamle dame om. Læs selv.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Oversætter
Louise Ardenfelt Ravnild
Faustnummer
29974977
ISBN
9788740004779
Antal sider
366

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer