Bog

Hellboy - mærkværdige steder

Af (
2009
)

Anmeldelse

Hellboy - mærkværdige steder af Mike Mignola

19 okt.09

Skæbnen løber som en mørk flod gennem denne tegneserie, som sparker fra sig med sort humor og action.

To historier rummer ’Mærkværdige steder’: den folkesagnsinspirerede ’Det tredje ønske’ og den apokalyptiske ’Øen’. Hellboy, rødhudet dæmon med klove, hale og en højre hånd tilsyneladende lavet af mystisk granit, blev bragt til jorden af nazisterne, men opfostret af amerikanere. Hele sit liv har han kæmpet mod mørkets sære væsener og været hjemsøgt af profetien om, at han skal betyde verdens undergang.

Her bevæger han sig fra Afrika til dybt under havet, hvor en - som Hellboy selv udtrykker det - ”talende fisk” får magt over ham og ønsker at forhindre verdens ødelæggelse. Ind i dette spindes en historie med afsæt i H. C. Andersen om tre havfruer og deres ønskers opfyldelse.

Dernæst går turen til en øde skibskirkegård, hvor Hellboy skåler med skeletter og tvinges ud i et opgør med de nær-almægtige kræfter, som styrer hans liv. Det er en mørk fortælling, hvor Mignola klarlægger mere af den mytologi, som ligger til grund for universet.

Mike Mignolas Hellboy er en særegen skabning og har skabt sig sin helt egen plads i litteraturens skygger. Mignola forstår at fortælle afsluttede historier, samtidig med at der er udvikling i figuren og den verden, han bevæger sig igennem. En udvikling, der bevæger sig med tunge, tilsyneladende uafvendelige skrift mod afgrunden. Kender man ikke Hellboy i forvejen (eller kun fra filmene baseret på figuren), vil dette måske være et lettere forvirrende sted at starte, men har man før stiftet bekendtskab, er også dette bind et must-read.

Som både tegner og forfatter styrer Mignola alle de vigtigste aspekter af historien, og det er dette faktum, der gør, at Hellboy-historierne spiller sammen på så mange planer: Illustrationer og fortællestemme går op i en højere enhed, og det er svært at forestille sig den blanding af folkesagn, pulp-horror, sort humor og action fungerer så godt i nogen anden form. ’Mærkværdige steder’ beviser endnu engang, at kombinationen Mignola og Hellboy er uovertruffen.

Bogdetaljer

Forlag
G. Floy Studio
Oversætter
Mathias Larsen
Faustnummer
27933734
Graphic
WE3STUDIO.COM
ISBN
9788791630606
Antal sider
144

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer