Bog

Helikopter

Af (
2019
)

Anmeldelse

Helikopter af Morten Walther Rasmussen

03 apr.19

En sørgelig og smuk roman om en dreng, der oplever det ultimative tab. Det er lykkedes forfatteren at behandle et tabu og samtidig skrive god litteratur.

Det er en kortroman om et svært emne, Morten Walther Rasmussen romandebuterer med på forlaget Vild Maskine. Rasmussen har tidligere udgivet poesi i Hvedekorn samt tekstsamlingen ’Damer og træer’ i 2011. ’

’Helikopter’ er fortalt fra Kaspers synsvinkel; som en seismograf sanser han farens skiftende sindsstemninger. Kasper vil gerne være sammen med sin far, men han har ikke tid og senere har han ikke overskud. Desværre udvikler farens depression sig, og han begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Klasselæreren Else forklarer Kasper, at det var sygdommen der gjorde, at faren tog livet af sig.

Efter selvmordet må Kasper håndtere livets store følelser som tab, kærlighed og savn med støtte fra Else og moren. Venskabet og en spirende kærlighed til klassekammeraten Silje er fint beskrevet og giver også håb for, at Kasper kan komme videre.

Foruden det realistiske niveau er der et metafysisk lag, der blandt andet kommer til udtryk i det hule træ, hvor Kasper søger tilflugt og taler med sin far, som han forstiller sig er helikopterpilot. ”Kasper er i helikopteren. Far fortæller ham, at der ikke er noget stærkere end følelsen af savn. Ikke engang metal”. På trods af alt går livet videre; ”Små eksplosioner af blåt. Sødmen fra brombærrene. De er her igen i år.(…). Han har hældt Lego ud”.

’Helikopter’ er både velegnet til børn og unge, der har mistet en forælder og til voksne, der arbejder med børn i sorg, og så er det i det hele taget en fin roman at læse.

Bogdetaljer

Forlag
Vild Maskine
Faustnummer
46164059
ISBN
9788793404342
Antal sider
116

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer