Bog

Hans pige

Af (
2010
)

Anmeldelse

Hans pige af Karolina Ramqvist

07 jun.10

Et imponerende og tankevækkende portræt af en provokerende og overfladedyrkende ung kvinde.

Karins kæreste John er gangster, og det har Karin det helt fint med, eller det forsøger hun i hvert fald at overbevise sig selv og os om.  For Karin har altid drømt om en mand, der kunne forsørge hende, om et liv på første klasse, et liv hun lever til fulde med John. Selv har hun ikke nogen ambitioner, Karin vil hverken arbejde eller studere, at leve et liv med John, være ’hans pige’, er alt, hvad hun drømmer om.

En stor del af bogen spankulerer hun alene rundt i deres store luksus villa og længes efter John. Hun ved aldrig, hvornår han kommer hjem, hvor længe han bliver, og hvornår han forsvinder igen. Hun har lært ikke at stille spørgsmål. Hun spørger aldrig til hans job og til hans penge. At John lever af vold og kriminalitet er hun udmærket klar over: ”Alt det John gør er en del af mig, men jeg bliver ikke påvirket  af det. Jeg lader det ikke tilsmudse mig.” 
Tiden fordriver hun med de andre gangsterpiger, de drikker vin, sniffer kokain, taler om ansigtsbehandlinger, mode og analsex.  Samtaler holdt på overfladen, aldrig for tæt på. Karin forsøger i det hele taget ikke at tænke for meget, alligevel tænker hun en del på gangsterparret Karen og Henry Hill fra filmen ”Goodfellas”, på moderen, søstrene og gamle veninder, der alle tager dybt afstand fra det liv, hun har valgt, og det er først da veninden Linda beslutter at forlade sin lige så kriminelle og fraværende mand, at det begynder at ramle for Karin. Er der en udvej? Eller??

Bogen er stærk og stilsikker skrevet i et sprog, der driver os ind under huden på Karin og hendes veninder, og som giver os et indblik i det, som driver dem. Et rystende og provokerende portræt, der maner til eftertanke.

Karolina Ramqvist er Chefredaktør på magasinet ”Arena” og fast klummeskribent i ”Dagens Nyheter”.  Dette er hendes første roman oversat til dansk.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Pia Juul
Faustnummer
28247672
Graphic
Jenny Källman
ISBN
9788779733978
Antal sider
251

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer