Gustav Johannsen og moderniseringen af danskheden i Sønderjylland

Flensborgs »ukronede konge« Gustav Johannsen (1840-1901) har fået et eftermæle, der ikke helt holder.

Den sønderjyske rigsdagsmanden, redaktør og landdagsmand - blandt meget andet - har til dels efter sin død fået et ry for at have været lidt af en reaktionær og konservativ politiker. Men dette billede er ikke helt fair.

Det konkluderer historikeren Klaus Tolstrup Petersen i biografien »Gustav Johannsen - og moderniseringen af danskheden i Sønderjylland«.

Dermed har Klaus Tolstrup Petersen en noget anden tolkning af personen og politikeren  Gustav Johannsen end den, som nestoren inden for grænselandets historie, Troels Fink (1912-1999), har præsenteret os for. Klaus Tolstrup Petersen  anlægger i sin bog et revideret syn på Gustav Johannsen som en politiker, der forstod at arbejde sammen med begge hovedfløje i det politiske system i Danmark samt med både liberale og socialdemokratiske kræfter i den parlamentariske del af det tyske kejserrige, som hele Slesvig i Gustav Johannsens voksenliv hørte under.

Gustav Johannsen stod på mange felter for en fornyelse af Sønderjylland, såvel kulturelt som politisk  og banede også vejen for et generationsskifte med nye politikere. Selv om forholdet mellem Gustav Johannsen og den sønderjyske politiker H.P. Hanssen (1862-1936) i de sidste år af Gustav Johannsens liv blev noget anstrengt, så var Gustav Johannsen med til at bane vejen for H.P. Hanssen, der i forbindelse med 1920-afstemningen fik en afgørende politisk betydning som en del af Aabenraa-bevægelsen - som groft sagt indså, at danskheden var blevet overhalet i næsten hele det nuværende Sydslesvig, og som derfor satte alle kræfter ind på at få Nordslesvig med i kongeriget Danmark.

Det nævnes faktisk sjældent i de mest tilgængelige biografier, hvor stor en betydning Gustav Johannsen havde for H.P. Hanssen. Ved læsningen af Klaus Tolstrup Petersens fine og grundige biografi over Gustav Johannsen får man det indtryk, at han var H.P. Hanssens læremester.

De skriftlige kilder kan til dels tegne et noget ensidigt indtryk af Gustav Johannsen - især artiklerne i Flensborg Avis under Jens Jessens tid som chefredaktør. Dette problem synes Klaus Tolstrup Petersen dog at være opmærksom på. En væsentlig del af historien er jo, at de to aldrig var perlevenner eller på samme linje rent politisk. Mens Gustav Johannsen tilhørte fløjen af edsaflæggere - altså de dansksindede slesvigere, der mente, at mans skulle føre samarbejdspolitkken over for Tyskland og aflægge ed over for kejseren - talte Jens Jessen for edsnægterne, altså de dansksindede slesvigere, der førte protestpolitikken.

Jens Jessen kunne dog generelt bruge Flensborg Avis som talerør, og derfor er det ofte også hans udlægning af begivenheder og uenigheder, der ligger først for i kilderne - hvilket stiller krav til kildekritikken.

Det er ingen komplet biografi, som Klaus Tolstrup Petersen leverer. Biografien zoomer ind på Gustav Johannsens primært politiske, men også folkelige engagement i 1880erne og 1890erne frem til hans død i 1901. Gustav Johannsens store politiske gennembrug kom i 1881, da han meget overraskende blev valgt ind i rigsdagen i Berlin med cirka 60 procent af stemmerne i Flensborg-kredsen. Hvad der ligger forud for denne tid - det vil først og fremmest sige Gustav Johannsens tid som lærer og redaktør for Flensborg Avis - lader Klaus Tolstrup Petersen ligge - måske til en anden bog, selv om denne periode af Gustav Johannsens liv ikke er tilnærmelsesvis så interessant som hans politiske.

Den mere personlige side af Gustav Johannsen bliver vi bogen præsenteret for i det omfang, den har haft betydning for hans politiske virke og evne til at knytte kontakter til andre mennesker i relevante positioner. At Gustav Johannsen var en slagfærdig mand, der kunne lide at gå på værtshus og knytte kontakter til mange forskellige typer mennesker, det vidste vi. Nogle gange blev Gustav Johannsens øltørst brugt imod ham af hans modstandere, men Klaus Tolstrup Petersen nuancerer billedet: At få en øl med andre var ofte en del af Gustav Johannsens måde at bedrive politik på - også over for sine potentielle vælgere. Ak ja, det var dengang.

Klaus Tolstrup Petersen viser også nogle af den sønderjyske politikers mørkere sider, hvad der blot styrker biografiens troværdighed og nuancering. Da det kom til gnidninger mellem Gustav Johannsen og H.P. Hanssen, kom det blandt andet op til overfladen, at Gustav Johannsen helst ville være i begivenhederne centrum - på godt og ondt. Og mens Gustav Johannsen i offentligheden langt fra altid sagde, hvad han tænkte, så kunne der tit ryge en finke af panden i private breve til venner og familie. Men forfatteren fremhæver dog også eksempler på, at han ikke var for stolt til mere end et par gange at erkende, når han havde været uretfærdig eller gået over stregen.

Jens Jessen kommer mere end én gang i biografien til at fremstå som noget af en luskebuks, der bagte rævekager og skabte ballade bag Gustav Johannsens ryg. Tolstrup Petersen beskriver i slutningen af bogen, hvordan Johannsen og Jessen i slutningen af Johannsens liv nærmede sig hinanden. Jens Jessen holdt noget overraskende en tale ved Gustav Johannsens begravelse. Forfatteren siger ikke noget, men som læser kan man gøre sig sine tanker om, hvorfor Jens Jessen endte med at være så venlig.

Sammenfattende må man sige, at det er en fremragende biografi, Tolstrup Petersen her har begået, og den bør appellere til alle, der mener at være interesseret i et så væsenligt stykke dansk og sønderjysk historie.