Glimmerbøsserne

Lille hyggelig, svensk mundfuld, der er nem at fordøje.

Derude, hvor de skånske krager vender, bor de to brødre Alfred og Henning, som begge er i omegnen af de 70 år. Slægtsgården er de fraflyttet, efter mor døde, så her, i livets efterår, bor de i et lille hus i nærheden af barndomshjemmet. Hverdagen fylder de ud med kakkelovnskaffe, flæsk, kavring, lokal radio, trillen tommelfingre og en pris snus. Det er virkelig hyggeligt i den her tosomhed, men en gang imellem cykler de to gamle kanutter ned til købmanden efter forsyninger, hvor de mumler lidt af Emmy – den gamle sladretaske - eller også kommer godsejeren forbi, og han er en rigtig lurifaks, der altid laver spas og gøgl. Livet er enkelt og ligetil for brødrene, men så flækkes idyllen af nyheden om, at deres gamle barndomshjem skal laves til behandlingshjem for alkoholiserede kvinder, og i kølvandet følger andre sære begivenheder i brødrenes baghave, som  f.eks. et hav af journalister og et indryk af ufoeksperter fra USA. Det hele hænger skam sammen.

’Glimmerbøsserne’ er en hyggelig roman, der fortæller historien om, hvad der sker, når land møder by, og gammelt møder nyt. Selv med en formodet ufo er det nu ret udramatisk, og kontrasterne er ikke så markante, at man chokeres. Fortællingen er helt igennem hjertelig, til tider jovial, og personligt savnede jeg en rigtig superskurk, som i bedste Morten Korch stil virkelig kunne ryste gemytterne, så der skulle mere end en god dåse snus for at redde dagen.

’Glimmerbøsserne’ bugner kort sagt af charmerende trivialiteter, der glider ned som svensk solbærsaft på en lun sensommerdag.