Bog

Gamla Stan-mordene

Af (
2010
)

Anmeldelse

Gamla Stan-mordene af Lars Bill Lundholm

09 jul.10

Ny, spændende krimigåde fra Lars Bill Lundholm, som fører os elegant gennem Stockholms bydele fra mord til mord.

Lars Bill Lundholm er nu, i sin serie om den fascinerende, halte kriminalkommissær Axel Hake, nået til den ældste og måske smukkeste af Stockholms bydele,  Gamla Stan , som er fyldt med fortidsminder og store magtsymboler.

I Gamla Stan bor også Peter Branting. Feteret, svensk skuespiller med et enormt kvindetække. Da han findes myrdet tæt på sit hjem, skorter det bestemt ikke på mistænkte. Peter Branting har trådt på mange på sin vej til tops - lige fra tilsidesatte kolleger, svigtede agenter og hjerteknuste kvinder.

Kriminalkommissær Axel Hake sættes som sædvanlig på sagen, der fører tråde ud i Stockholms bedre borgerskab i jagten på Peter Brantings morder. Spændingen, og ikke mindst forvirringen, omkring sandhed og løgn, stiger voldsomt da det viser sig at Hakes kærlighed, Hanna, har haft et forhold til den dræbte. Er Hanna nu også under mistanke?
’Gamla Stan mordene’ er fængende sommerlæsning. Med sit store persongalleri og den myrdedes mange fjender, formår forfatteren at holde læseren hen i uvidenhed om morderens identitet indtil det allersidste.  Samtidig oparbejder man som læser et klart billede af byen Stockholm, via forfatterens grundige beskrivelser af byens skønhed. Selv sidder jeg tilbage med en stor lyst til at besøge Stockholm, ikke mindst for at se bydelen Gamla Stan.

Lars Bill Lundholms  første krimi ’Östermalmsmordene’ udkom i Danmark i 2003. Herefter er nu fulgt endnu tre krimier, og serien har efterhånden fået betegnelsen ”bydelskrimier”. Lars Bill Lundholm er også forfatter til flere tv-serier, bla. den kendte serie ”Skærgårdsdoktoren”, som også har kørt på dansk tv. Serien føjer sig smukt til rækken af populære, nordiske krimier, som rigtig mange danskere - med god grund - ynder at læse.

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med: Axel Hake ; 4
Forlag
Modtryk
Oversætter
Bjarne Nielsen
Faustnummer
28315597
Graphic
Henrik Koitzch
ISBN
9788770533867
Antal sider
421

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer