Bog

Francesca

Af (
2019
)

Anmeldelse

Francesca af Lina Bengtsdotter

01 mar.19

Anden bog om kriminalinspektør Charlie Lager er en stemningsfuld kriminalroman med knivskarpe karakterer.

Stor var min glæde, da jeg opdagede, at en ny krimi af Lina Bengtsdotter var på trapperne og endnu bedre blev det, da jeg fandt ud af, at den også har kriminalinspektør Charlie Lager i hovedrollen.

Det allerbedste er, at selvom forventningerne til Francesca var tårnhøje, blev jeg ikke skuffet, den er lige så fantastisk som hendes første, 'Annabelle'. Der er mange hovedpersoner fra krimigenren, der selv har store problemer med misbrug, har mistet deres familie på tragisk vis eller er socialt handicappede, Charlie Lager er endnu en i den række. Hun er en fremragende hovedperson, og hun fremstår helt utrolig realistisk med sine gode og dårlige sider, gode og dårlige dage og gode og dårlige beslutninger.

Ved et tilfælde finder Charlie ud af, at Annabelle, som forsvandt sporløst sidste sommer og hvis sag, hun ledte efterforskningen af, ikke er den eneste unge pige, som er forsvundet fra Gullspång. For tredive år siden forsvandt den 17-årige Francesca fra familiens sommerresidens udenfor Gullspång efter et mislykket selvmordsforsøg, og sagen blev henlagt, da hun sandsynligvis enten var stukket af eller med mere held havde forsøgt selvmord igen. Charlie er ikke tilfreds med den forklaring, og hun tager tilbage til Gullspång for at undersøge, hvad der egentligt skete. Det bliver på mange måder et både farligt og belastende gensyn, og Charlies egen barndom og opvækst kommer igen alt for tæt på.

Der er mange personer, der går igen fra 'Annabelle', og det er jeg glad for. Karaktererne er noget af det, jeg virkelig godt kan lide i denne serie, og de fremstår så godt som alle knivskarpe og meget autentiske. Også de nye bekendtskaber fungerer perfekt, så det er en ren fornøjelse at møde dem. Jeg håber bestemt, at der kommer flere krimier med Charlie Lager, og det giver slutningen da også forhåbninger om.

Sproget er ligetil og lettilgængeligt, så bogen er alt for hurtig læst. Der er ikke mange overflødige ord eller vendinger, det er rå handling hele vejen, hvilket passer rigtig godt til krimigenren.

Jeg kan på det varmeste anbefale både 'Annabelle' og 'Francesca' og jeg vil anbefale at de læses i rigtig rækkefølge, da der er en del omkring Charlies privatliv, der forklares i 'Annabelle'.

Bogdetaljer

Forlag
People'sPress
Oversætter
Louise Ardenfelt Ravnild
Faustnummer
46222245
ISBN
9788772006819
Antal sider
376

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer