Forbrydelsens kunst

Et hovedløst lig, der ligner et kunstværk. En skadet betjent, der ikke kan slippe arbejdet. En filminstruktør med hang til kampsport. Alt sammen ingredienser i en elementært spændende krimi, der desværre har problemer med detaljerne.

En aften bliver Bjørn Christiansen fra Københavns politi kaldt ud til et indbrud på Sydhavnen. Da han når frem, bliver han godt og grundigt gennemtævet og smidt på en stak sorte affaldssække. Affaldssækkene viser sig at indeholde et parteret, hovedløst lig. Da Bjørn har brækket armen efter overfaldet, bliver han sat af sagen. Han kan dog ikke slippe den, da han mener, overfaldsmanden kan en særlig form for kampsport, som Bjørn og barndomsvennen Ask i sin tid selv lærte. Derfor opsøger han Ask, der nu er en anerkendt filminstruktør og i færd med at indspille en reklamefilm for Silvan i en kunstinstallation. Mødet fører til, at Bjørn tager med Ask hjem for at snakke. Her finder de Asks kone stærkt forkommen efter et brutalt overfald. Efterhånden finde politiet flere lig i positioner, der minder om kendte kunstværker. Bjørns opdagerinstinkt er vakt, og han forsøger sammen med Ask og saxofonisten Donna at finde frem til morderen.

Denne krimi har flere spor. Vi følger både Bjørn, Ask, saxofonisten Donna, der er enlig mor til en autistisk dreng samt kunstneren Jaq. De forskellige personers historier flettes sammen på fineste vis, og man kommer til at kende dem ganske godt. Der hvor historien halter, er i detaljerne. Blandt andet når landets aviser at skrive om en seriemorder, inden politiet har fundet det andet lig. Her virker det som om, at der er byttet lidt om på kapitlerne. Og så er der Asks lejlighed. Han bor i et dyrt lejlighedskompleks, hvor elevatoren stopper direkte i lejligheden – eller det gør den i hvert fald de to gange, Ask beskriver turen op. Da Asks kone bliver overfaldet, standser elevatoren på etagen, overfaldsmanden stiger ud og dirker hoveddøren op. Det er forholdsvis små detaljer, men da krimiens natur er at gå i detaljer, så jeg gerne, at bogen var fri for den slags fejl.

Der findes flere krimier, hvor offeret bliver placeret, så det ligner en del af et kunstværk. Senest har Mari Jungstedt skrevet krimien ’En mørkere himmel’, der foregår på Gran Canaria. Også Richard Montanari har skrevet en krimi, hvor ofrene bliver placeret, så de minder om et eventyr. Selvom Sejrskild og Albrethsen har skrevet en ok bog, når den ikke op på siden af de to førnævnte. Men øvelse gør som bekendt mester, så skulle makkerparret skrive endnu en krimi, vil skrivestilen – og detaljerne – sikkert udvikle sig til det bedre.