Bog

Flydende bjørn

Af (
2006
)

Anmeldelse

Flydende bjørn af Frode Grytten

25 sep.06

Spændende, prisbelønnet, norsk kriminalroman om en journalist, der på sin egen måde forsøger at komme til bunds i en tilsyneladende simpel mordsag.

Geografisk befinder vi os i Odda nord for Oslo, hvor den afdankede journalist, Robert Bell, får fingrene i en formodet mordsag. En ung mand på 19 år findes druknet i den nærliggende elv.

Dette er samtidig historien om industribyen, der langsomt er ved at dø og om de konflikter, der ulmer mellem en gruppe lokale racister og de beboere, som byens asylcenter huser.

Den unge afdøde, Guttorm Pedersen, hørte ikke til byens bedste børn – og blandt byens borgere er der ingen tvivl om, hvor morderen og morderne skal findes, nemlig på asylcentret.

Robert Bell lader sig dog ikke lokke på afveje, men vender og drejer alle punkter og spor i mordsagen.

Sideløbende hermed forsøger Bell at få styr på sin triste og indholdsløse tilværelse – hans liv ligner den døende bys – uden fremtid. Han er forelsket i sin brors kone, et forhold der ikke kan lade sig gøre. Det gør det ej nemmere at Roberts bror, Frank, er politiets leder i efterforskningen af mordet.

Mordknuden er godt og spændende bundet sammen - den løsnes side for side, efterhånden som Robert Bell dykker ned i den uhyggelige mordsag. "Flydende bjørn" er en mørk kriminalroman, hvor selvtægten lurer i frustration over tilværelsens mangler og over den triste fremtid. Samtidig beskriver forfatteren overbevisende journalistens tilværelse og i dette tilfælde manglende liv.

Når det er sagt, så er det en betagende og vedkommende historie Frode Grytten giver os. Den er fortalt i et sprog, der passer til omgivelserne og har et spændende plot. En god læseoplevelse!

"Fyldende bjørn" blev i 2005 prisbelønnet som bedste norske krimi.

Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Gyldendal, 2006. 247 sider. Kr. 275,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Poul Bratbjerg Hansen
Faustnummer
26410266
ISBN
9788702046717
Antal sider
247

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer