Bog

Fluefælden

Af (
2013
)

Anmeldelse

Fluefælden af Fredrik Sjöberg

Betagende, overraskende og overrumplende bog om en mand, der fanger svirrefluer.

”Nævn mig den skjald, der skriver digte til ære for narcisfluen. Eller til ære for svirrefluer i det hele taget. Verdenslitteraturen må være fuld af fluer, men de er næsten altid anonyme, kun fluer”.

Bogens titel er ’Fluefælden’, og af omslaget fremgår det, at den også er: Essay, selvbiografi, roman, rejseskildring, kreativ nonfiktion, biografi, en bog - og det synes jeg passer godt til indholdet. ’Fluefælden’ er svær at kategorisere som bog, da den indeholder så meget forskelligt, men kort sagt handler den om den svenske biolog, Fredrik Sjøberg, og hans store lidenskab for svirrefluer. Titlen ’Fluefælden’ henviser til en insektfælde, som er opfundet af den svenske entomolog og globetrotter, René Malaise. Fredrik Sjøberg har en sådan fælde, og den bruger han flittigt på sin svenske ø.

Bogens biografiske indhold er beskrivelsen af René Malaises liv og rejser, og det selvbiografiske er historien om Fredrik Sjøberg og hans liv og lidenskab. ’Fluefælden’ er fyldt med refleksioner over stort og småt - lidenskaber, fordybelse, kærlighed, kunst, litterære oplevelser og skønhed. Et eksempel: Om langsomhed skriver forfatteren, at han fortæller til folk, der spørger om, hvorfor han samler på svirrefluer, at det gør han, fordi det er en måde at praktisere langsomhed på. ”Reaktionerne var altid overstrømmende, i samme øjeblik jeg nævnte langsomheden, var det som om alle mennesker i hele verden var fluesamlere, men bare ikke var kommet i tanke om det før nu.”

Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg ville blive opslugt af at læse en bog om en svensk biolog med speciale i svirrefluer, så ville jeg have leet højt, men det er ikke desto mindre det, der er sket. Fredrik Sjøberg skriver med dybde og indsigt og det på en sådan måde, at det er til at forstå og fordøje. Indimellem er den meget morsom, som da han fortæller om, hvordan han i sin ungdom var rekvisitør ved Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm, og hvor en af hans opgaver var at passe et lam, som medvirkede i forestillingen.

Kort sagt: Læs bogen, bliv overrasket, udfordret, underholdt og meget klogere på insekternes verden - og læs den så en gang mere, for der så meget godt i den, som man (jeg) måske ikke lige fangede i første omgang. Forlaget oplyser, at ’Fluefælden’ er første bind i en løst sammenvævet trilogi, og de næste to bind kommer på dansk i 2014. Dem glæder jeg mig til.

Tak til forlaget Hr. Ferdinand for at udgive bogen, og tak for at den i sig selv er et flot boghåndværk med et af de smukkeste omslag, jeg længe har set.

Originally published by Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Charlotte Jørgensen
Faustnummer
50577333
ISBN
9788792845443
Antal sider
218

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer