Bog

Fanny Hill

Af (
1981
)

Anmeldelse

Fanny Hill af John Cleland

"Fanny Hill" udkom i 1749 med titlen "En glædespiges erindringer" - en erotisk eventyrhistorie, poetisk, underfundig og meget velskrevet.

Anbefalet af bibliotekar Marianne Majgaard Jensen, Glamsbjerg bibliotek


Lån bogen på Bibliotek.dk


Fanny er en ung pige fra landet, fattig og naiv, men smuk som en forårsdag og med et hjerte af det pureste guld. Hun drager til London for at få plads som tjenestepige, men lokkes under falske forudsætninger af en bordelmutter og bliver prostitueret – glædespige kalder romanen det. Fanny bevæger sig på toppen af professionen som holdt kvinde eller i luksusbordel, så efter et par år har hun tjent nok til at leve lykkeligt til sine dages ende med sin eneste ene, som hun lumskeligt blev skilt fra i historiens begyndelse.

Romanen skildrer henrykt skønheden i smukke kroppe og glæden ved seksualitet. Men den fortæller ikke om usle kår, der tvinger kvinder til prostitution, om vold eller kønssygdomme. Nej, glædespigerne i romanen kan lide deres arbejde. Skønmaleri? Åh ja! Mandlig fantasi om kvinders seksualitet? Javist! Over tohundrede begejstrede eufemismer eller rosende adjektiver bliver brugt om det mandlige kønsorgan, en legemsdel, som vi kvinder nok finder fornøjelig og praktisk, men helt så lyrisk overstrømmende er vi vel sjældent.

John Cleland (1709-1789) var embedsmand for et britisk firma i Bombay. Derefter rejste han rundt i Europa som journalist og havnede i England, hvor han kom i gældsfængsel. Her begyndte han på Fanny Hill, der hurtigt blev en bestseller. Cleland blev anklaget for obskønitet, men blev frifundet. Siden blev romanen forbudt i USA og i de fleste europæiske lande, men i løbet af 1960-erne udkom den i adskillige lande, altid omgivet af furore og protester, som blot styrkede salget! I Danmark blev bogen udgivet i 1964, men den måtte hele vejen gennem retssystemet, inden Højesteret i 1965 tillod den.

Og bogens forfatter? Han fik et beskedent honorar, mens hans forlægger scorede kassen. Cleland forblev en fattig mand. Han skrev endnu et par erotiske romaner, men de fik ingen gennemslagskraft og er ikke oversat til dansk.


Oversat af Hanne Ringsted og Poul Malmkjær. Thaning og Appel, 1964. 208 sider

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
05698995
ISBN
9788775604432
Antal sider
213

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer