Bog

Falken og falkoneren

Af (
2008
)

Anmeldelse

Falken og falkoneren af Liv Mørk

Velturneret krimi om jagt og terror og om den skinbarlige ondskab.

Der jages, adrenalinet pumper i kroppen på både jæger og bytte. Men det bytte, bogens jægere jager, er ikke helt almindeligt - og det har ikke en chance.

Seks klosterskoledrenge hævnede sig i sin tid på de munke, der om natten forgreb sig på dem, og dannede på den måde en ubrydelig pagt. De vokser op som meget magtfulde mænd; mænd der ser sig som udvalgte og mener at deres rigdom og magt giver dem retten til bl.a. at straffe de undermennesker, der kommer i vejen for dem.

Der er også den smukke sorthårede kvinde med jagthunden.

Og en helt anden kvinde der er religiøst vækket og smigret over at være udvalgt til at være martyr ved en stor terrordåd i København.

Og en siciliansk rigmand der køber FCK.

Og Tosse Tobias i Grib Skov der opdrætter jagtfalke.

Hvordan hænger alt dette sammen? Det trævles langsomt op, da en kvinde på Jagtstien ved Grib Skov finder en mand med 200 blyhagl i kroppen på sit dørtrin, han raller et kvindenavn og dør.

Det er en sag for Emily Zakkariasen fra drabsafdelingen. Hun har fået en ny makker, Jakob, der har høje tanker om sig selv. Emilys far, den blinde aflytter Zak, har i sin kælder også fået en makker, da man mener det i disse tider er vigtigt at have en arabiskkyndig. Zak er ikke enig, han kan sagtens høre på stemmelejet om der tales om bomber eller fødselsdagsgaver.

Der er mange overraskelsesmomenter i denne bog, og jeg vil ikke snyde læseren for de gysende gisp jeg selv udstødte under læsningen. Man kan virkelig mærke de små hår i nakken rejse sig over den ondskab og menneskeforagt man møder hos nogle af personerne.

Det er tydeligt at forfatterparret, der udgør Liv Mørk, har leget med denne krimi om alle former for jagt i det moderne samfund; at strø om sig med tråde og spor og elegant samle dem i en sidste hæsblæsende jagt. Men deres sproglige stilsikkerhed fornægter sig ikke. Så selv om det er et frikvarter i to store forfatterskaber, er det for læseren et givtigt frikvarter.

Lindhardt og Ringhof, 2008. 292 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27449204
ISBN
9788711430781
Antal sider
292

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer