Fælden

Finsk krimi hvor kommissær Juha Viitasalo forøger at optrevle et kompliceret netværk af narkosmuglere, der operer fra Rusland ned gennem Europa med Finland som transitland.

Marko Lenino repræsenterer en ny generation af finske krimiforfattere, der skriver om det finske samfund lige her og nu. Fælden, som blev nomineret til den prestigefylde pris Glasnøglen, er den første af hans bøger, der er oversat til dansk.

Man er ikke i tvivl om, at man er i Finland, når det om den indsatte i et fængsel bemærkes, at han kun kan komme i sauna én gang om ugen. Men ellers er det ikke humor, der præger denne dunkle og maskuline krimi, hvor det vrimler med narkogangstere, hvor næsten alle spiller dobbeltspil, og hvor det flyder med stoffer og sprut. Kun én kvinde kan siges at spille en rolle af betydning for handlingen.

Omdrejningspunktet for romanen er kriminalkommissær Juha Viitasalo. Det er lykkedes for Viitasalo at få sin gamle fjende Reino Sundström bag lås og slå. Han mener, at Sundström er bagmand for narkosmugling af enorme dimensioner fra Rusland ned gennem Europa med Finland som transitland. Men han har også personlige motiver, da Sundström ved noget, som Viitasalo ikke vil have frem i lyset. Selv giver Sundström indtryk af at være gået på pension.

Mens Viitasalo jagter narkogangstere, ligger hans økonomi og hans privatliv mere eller mindre i ruiner. Hans hustru Sari er aldrig rigtig kommet sig over en fødselsdepression, og efter at være blevet arbejdsløs er hun på vej ud i en ny depression, hvor hun lever i en verden af dyb paranoia. Viitasalo er både blind og døv overfor alle faresignaler og overfor den katastrofe, der langsomt men sikkert nærmer sig. Efter endt læsning er det de kapitler, der beskriver Viitasalos forhold til hustruen Sari og datteren Liina, der står stærkest tilbage.

Det vrimler med finske, østeuropæiske og baltiske narkogangstere, der konstant forsøger at snyde hinanden. De fleste af dem ligner hinanden og er ret ansigtsløse, men én enkelt, den helt unge Vesa Levola, er levende og stærkt portrætteret. Vesa, der kommer fra en dysfunktionel familie, har været tvunget til at hjælpe sin far med narkohandel. Han drømmer om et ganske almindeligt liv med hus og familie sammen med sin Tiina, men da hans far bliver likvideret, tvinger bagmændene ham til at arbejde farens gæld af. Vesa bliver en af de få personer i bogen, man kan føle en vis sympati for.

De mange navne, forviklinger og spring i tid og sted gør bogen lidt tung at læse. Den kunne med fordel have været strammet op, og det havde heller ikke gjort noget, hvis den havde været lidt kortere. Hvis der er en morale med bogen, må det være Viisaloas ord: ”Pengemangel kan overvinde moralen”. Mod slutningen har Viitasalo bekendtgjort, at han vil træde ud af politiet. Men det ville ikke undre mig, hvis der kom flere bøger med Juha Viitasalo.