Bog

Et vågent øje

Af (
2017
)

Anmeldelse

Et vågent øje af Fredrik T. Olsson

01 nov.17

Anden bog fra den svenske thrillerforfatter er et glimrende gensyn med kryptologen William Sandberg. Nøgleordene i den indviklede og tænkevækkende handling er cyberterrorisme og overvågning.

Fredrik T. Olsson bragede for et par år siden igennem med ’Kædens sidste led’, som blev en international succes, og som Warner Brothers købte filmrettighederne til. Genren er velkendt med international terror og konspirationer og en hovedperson, der er på flugt fra alt og alle. Fredrik T. Olsson giver dog genren sin helt egen drejning med sine såre menneskelige helte. Den nyeste roman er en såkaldt prequel til ’Kædens sidste led’ og foregår tre år tidligere.

William Sandberg er en nedbrudt og hærget mand. Hans datter Sara er forsvundet, hans ægteskab med Christina hænger i en tynd tråd, og han er blevet fyret fra sit job i det svenske forsvarsministerium. Nu rammes store dele af Sverige af en total strømafbrydelse, som lammer hele landet, og William mistænkes for at stå bag og bringes til sin gamle arbejdsplads.

William har modtaget nogle mystiske beskeder på sin mail, og selv da strømmen kommer tilbage, er han stadig under mistanke. William aner en sammenhæng med en konference i Polen, og det lykkes ham at stikke af og flygte til Polen for at finde en forklaring. Nogen synes dog at kunne forudse hans mindste skridt og vide, hvor han er, og snart er han også efterlyst af Interpol og det polske politi. Han får hjælp af polske Rebecca, og hjemme i Sverige indleder Christina sin egen efterforskning. Noget verdensomspændende er under opsejling, og truslen bliver endnu større, da atomkraftværker over hele verden sættes ud af drift. Men hvad er formålet, hvem står bag, og hvilken rolle spiller hemmeligstemplede engelske projekter om internetovervågning i det samlede puslespil.

Den debuterende forfatter har tidligere leveret manuskripter især til TV, og historien virker da også på mange måder som et manus til en spændende Tv-serie. Kapitlerne er korte og krydsklipper konstant mellem de mange forskellige hoved- og bipersoner, hvilke alt andet lige er fint for spændingsniveauet. Den lange roman er dog mere end løse skitser til en Tv-produktion, og selvom handlingen er lige lovlig kringlet og indviklet, så bliver man langsomt fanget af spændingen. Samtidig er plottet egentlig også ganske tankevækkende omkring det moderne samfunds sårbarhed, hvis nu den allestedsnærværende IT-teknologi skulle svigte eller blive angrebet. Endelig gribes man også af især William og Christinas personer og deres trøsteløshed og manglende kontrol over de personlige tragedier i deres liv.

En glimrende spændingsroman med substans og noget på hjerte.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Lilian Kingo
Faustnummer
5 359 296 1
ISBN
9788772020105
Antal sider
640

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer