Bog

En morders død

Af (
2008
)

Anmeldelse

En morders død af Rupert Thomson

12 okt.09

En kvindelig massemorder er død, det lyder kulørt ikke? Det er det ikke!  En morders død, er en dyb, tankevækkende og nedtonet roman om livet. Meget velskrevet og fængslende.

Billy Tyler er politibetjent og bliver beordret på en 12 timers vagt i et kapel, hvor han skal overvåge en meget berømt og berygtet barnemorder, der er afgået ved døden efter 30 år i fængsel. Myndighederne frygter medierne og eventuelle trofæjægere.

Billy, der har været betjent i mange år, går professionelt til arbejdet, hans hustru derimod er knust over, at han bare skal være i nærheden af ”monstret”. For selvom det er langt over 30 år siden, mordene er begået, er de hverken glemt eller tilgivet. Men vagten viser sig at sætte tanker i gang og langsomt sniger den døde sig ind på ham.

Vagten bliver en tour de force gennem Billys liv. Om barndommen, forholdet til forældre, den første forelskelse, ægteskabet, den rædselsfulde svigerfar, datteren med Downs syndrom, venskaberne og arbejdslivet.

Billy befinder sig midt i livet, er træt af arbejdet, ægteskabet der er gået helt i stå, og sorgen over den handicappede datter gør ikke det lettere.  Billy er en smule veg, uambitiøs og farveløs og magter ikke at komme videre.

Da han midt på natten får ”besøg” af den døde, sætter det en masse tanker i gang. Billy indser at han også har gjort ting han ikke er stolt af og bliver tvunget til at tage sit liv op til revision.  Den håbløshed og tristesse den første del af romanen bærer i sig, forsvinder langsomt og et sårbart ønske om et andet og bedre liv fødes hos Billy.

Det er min første Rupert Thomson roman, og bestemt ikke den sidste. Jeg synes at han skriver overraskende smukt.  Han berører dybe eksistentielle emner, som skyld, kærlighed og ondskab, med en sårbarhed og sensitivitet, der er sjælden. En roman der sætter tanker i gang.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Ninna Brenøe
Faustnummer
27446191
Graphic
Mikkel Henssel
ISBN
9788779733176
Antal sider
261

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer