Bog

En mand uden åndedræt

Af (
2013
)

Anmeldelse

En mand uden åndedræt af Philip Kerr

Katynmassakren er omdrejningspunktet i dette niende, selvstændige bind i den fremragende Berlin Noir-serie, hvor historie, plot og psykologi som altid går op i en højere enhed.

Der er ingen metaltræthed at spore i dette bind. Plottet er herligt indviklet, men der er ingen løse ender, og spændingen holdes upåklageligt ved lige hele vejen igennem. Hovedpersonen Bernie Gunther er sig selv lig. Ukuelig, antiautoritær, hårdkogt, kynisk, lettere alkoholiseret og glad for kvinder. Året er 1943, og han er nu ansat i Wehrmachts Krigsforbrydelseskontor. Som antinazist må han holde tungen lige i munden og bruge al sit vid for at klare sig igennem. Hans flabede bemærkninger bringer ham tit i vanskeligheder, men han er en ægte overlever.

Hans fremragende efterforskningsevner bringer ham jævnligt i topnazisternes søgelys. I dette bind har Goebbels brug for ham til at udforske massakren i Katynskoven. Underforstået: Den tyske propagandamaskine har brug for af få bekræftet, at massegraven rummer polske officerer, som russerne har henrettet. Dybt ironisk, når man tænker på nazisternes egne massakrer. Hvis sandheden viser sig at være en anden, som for eksempel jøder myrdet af SS, må den naturligvis dysses ned.

Som inkarneret berliner er Bernie ikke begejstret for at opholde sig i den barske russiske afkrog, men hans detektivinstinkt er stærkt. Han kan naturligvis ikke lade være med at efterforske, og det gælder ikke bare massakren. Undervejs bliver hans integritet sat på en hård prøve, da han føler sig tvunget til at myrde en god, men naiv mand, hvis afsløringer ville have bragt en gruppe preussiske officerer i fare. Officerer, der er involveret i et mordkomplot mod Hitler. Hans nysgerrighed bringer hans eget liv i fare, men han reddes lige på falderebet, mens en korrupt tysk feltmarskal er i færd med at få ham dødsdømt.

Berlin Noir-serien er historisk fiktion, når den er allerbedst. Kerr har en forunderlig evne til at lade den historiske baggrund og de forskellige historiske personer fremstå meget levende og vedkommende og ikke bare som en kulisse for plottet. Serien giver stof til eftertanke, samtidig med at læseren er vældig godt underholdt. Bernie er et godt bekendtskab. Som type ligner han Chandlers Philip Marlowe lidt, men han er alligevel helt sin egen med mange facetter i sin karakter. Man fristes til at opfatte ham som nærmest udødelig. Forhåbentlig har vi flere bind til gode i den velskrevne serie.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Ole Steen Hansen
Faustnummer
50650952
ISBN
9788771460285
Antal sider
452

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer