Bog

En bror at dø for

Af (
2017
)

Anmeldelse

En bror at dø for af Roslund & Thunberg

28 apr.17

Tre brødres sammenhold stilles på den ultimative prøve i denne velskrevne og nervepirrende spændingsroman, der går lige i både hjerte og mave.

Tre brødres sammenhold må stå sin prøve, da storebroren Leo er 14 år. Drengenes far gennembanker deres mor for øjnene af dem. Moren ryger på sygehuset, og faren tager politiet sig af. Drengene skal i plejefamilie med det samme, men Leo får ”socialdamen” overbevist om, at han, med hjælp fra en nabo, sagtens kan passe på sig selv og sine brødre. Men for at få penge til mad planlægger han først et indbrud i skolens kantine og derefter et røveri i det nærliggende butikscenter. Hermed er fremtidens løbebane lagt: Leo lægger planerne, og brødrene står sammen om udførelsen.

Leo ser gerne, at brødrenes samarbejde fortsætter, da han en del år senere atter en gang løslades efter afsoning af sin straf for en række bankrøverier. Men småbrødrene Vincent og Felix har ændret sig og melder pas. Dermed hviler en større del af planerne på folk, Leo ikke helt stoler på og på fængselskammeraten Sam. Men er det nu smart? Sams bror er trods alt den politibetjent, der i sin tid anholdt Leo.

Dette er en gedigen og god svensk spændingsroman. Allerede fra starten fanges man af brødrenes hjerteskærende skæbner. Og umiddelbart fornemmer man, at de vil slå ind på samme kriminelle løbebane som deres far. Heldigvis kommer de fleste af familiens medlemmer på bedre tanker og holder sig på den rigtige side af loven. Men spændingerne opstår, når familiesammenholdet, der jo ellers er stærkt, sættes på prøve. De skiftende synsvinkler gør, at man ser alt fra både de tre brødres og farens side. Vi kommer tæt på, når Leo nærmest tigger sine brødre om den hjælp, han tager for givet. Og endnu tættere på, når den hårdtarbejdende Vincent gør alt, hvad han kan, for at undgå Leos pres.

Ud over denne familie følger vi også to politibetjente: Elisa Cuesta vil gøre alt for at opklare det seneste bankrøveri, men undrer sig over kollegaens undvigende svar og mærkelige arbejdsmetoder. Samt John Broncks, der ikke ønsker at samarbejde med Elisa – og specielt ikke, da han finder ud af, at hans egen bror muligvis er indblandet i røveriet. Han står i et kæmpe dilemma: skal han advare sin bror om, at sagen næsten er opklaret og sige, han skal skynde sig væk? Eller skal han være den retskafne betjent, der vil se retfærdigheden sejre?

Bogen er skrevet så knaldgodt, at man skifter mellem at håbe, at Leo får succes med sine planer og det stik modsatte, da han jo er forbryderen. De moralske dilemmaer stiller sig i kø, som historien folder sig ud.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Andrea Fehlauer
Faustnummer
53009832
ISBN
9788771467291
Antal sider
410

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer