Bog

Egtvedpigens rejse

Af (
2018
)

Anmeldelse

Egtvedpigens rejse af Karin Margarita Frei

10 sep.18

Historien om, hvordan en argentinsk kvinde blev Danmarks første professor i arkæometri og afslørede helt nye sider af historien om Egtved-pigen, er spændende som en krimi.

Hvordan finder man sin plads i livet og det, man virkelig brænder for? Her får vi historien om en argentinsk pige af dansk slægt, og hvordan hun finder sit absolutte interessefelt, nemlig forskningen i de danske mosefund, og hvordan hun gør en epokegørende opdagelse. Egtved-pigen, som vi altid har betragtet som noget af det mest danske, viser sig slet ikke at være dansk. Den unge bronzealderkvinde har en helt anden identitet, hun er kommet langvejs fra.

Forskeren afdækker, hvordan bronzealdermennesker har været i stand til at rejse frem og tilbage over lange afstande, langt mere end man tidligere har antaget. Karin Frei redegør for, hvordan hun tager prøver af hår og tænder på de 3000 år gamle kvinder, prøver som hun bagefter analyserer. Hår og tænder gemmer på oplysninger om fødested og opholdssteder, hvis man sammenholder med den såkaldte baseline, altså prøver fra forskellige steder i Europa. Vi hører meget, også rent teknisk, om denne prøvetagning og videnskaben bag. Det kan enkelte steder virke lidt overvældende på en lægmand, men har man lidt tålmodighed, belønnes man med en vis forståelse for denne fantastiske proces, som kan skaffe viden om vores historie langt tilbage.

Det er bogstavelig talt en utrolig historie. Oveni hele denne videnskabelige proces fortæller Karin Frei historien om, hvordan hendes oldemor rejste fra Danmark til Argentina, hvordan hun etablerede en slægt i det argentinske men aldrig glemte sine danske rødder. Det danske har en stor plads i familien, hvilket også resulterer i, at Karin Frei selv rejser til Danmark for at uddanne sig.

Historien om forfatterens danske oldemor kunne være en spændende historie i sig selv. Forskede man lidt i den historie, kunne der skrives en hel bog for sig om en dansk udvandrer. Det virker måske en smule kunstigt, at historien optræder her, hvor de fleste forventer en videnskabelig historie ud fra bogens titel. Det er dog en lille indvending til en meget spændende bog, der både fortæller grundigt om metode og samtidig underholder som en krimi.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
54623631
ISBN
9788711692042
Antal sider
253

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer